Aarhus Universitets segl

Fluelarver skal have den rette kost for at forvandle madaffald til protein

Larver fra den sorte soldaterflue kan være med til at bekæmpe madspild og øge bæredygtig produktion af protein. Larvernes evne til at omdanne affald til protein afhænger dog af en nøje afbalanceret kost viser ny forskning.

Foto: Ida Berggren

Larverne fra den sorte soldaterflue (Hermetia illucens) kan vokse på mange slags organisk affald.

Målet er, at larverne skal vokse på madaffald fra både husholdninger og store køkkener. Derefter kan de bruges som protein i foder til dyr eller måske til mennesker.

Men hvad vokser larverne bedst på? Nye forsøg fra Aarhus Universitet har vist, at larverne vokser bedst, når deres kost indeholder 19,4% protein, og når forholdet mellem protein og kulhydrat er 1:2,8.

Aminosyrerne: Nøglen til vækst

Vi ved at mennesker og dyr har brug for protein. Protein består af aminosyrer, og nogle af dem er livsvigtige. Disse kaldes essentielle aminosyrer og skal komme fra maden. Siden 1960’erne har man brugt denne viden til at optimere foder til grise og kyllinger.

Mere jomfruelig er vores viden om insekternes behov for protein og aminosyrer. Forskerne har derfor helt systematisk undersøgt om de ti aminosyrer, der er essentielle hos mennesker og andre enmavede dyr, også er nødvendige for soldaterfluens larver.

Resultatet var tydeligt: Hvis larverne manglede aminosyrerne lysin, isoleucin, leucin, fenylalanin, treonin, tryptofan, valin eller arginin voksede de dårligere. Larverne vejede mindre og havde et højere indhold af fedt end de larver, der fik alle essentielle aminosyrer.

Præcis fodersammensætning

Studiet viser, at det ikke er nok bare at tilsætte protein til larvernes foder.

Der skal være den rigtige blanding af aminosyrer i proteinet, hvis larverne skal vokse optimalt. Hvis man balancerer kosten, kan man faktisk bruge mindre protein.

Det gør produktionen billigere og mere bæredygtig.

Det er vigtigt viden, hvis produktion af insekter skal være en reel og konkurrencedygtig løsning kilde til produktion af protein til foder og fødevarer i fremtiden.

Vejen mod en “kostpyramide” for larver

Hvis man kun bruger billigt og næringsfattigt affald, vokser larverne langsomt, og udbyttet bliver mindre. Blander man derimod forskellige typer affald og måske tilsætter ekstra af de rigtige aminosyrer, kan larverne vækst optimeres. På den måde kan ressourcerne udnyttes bedre.

Forskerne håber, at deres resultater kan bane vejen for egentlige anbefalinger for næringsstoffer til insektproduktion – ligesom vi kender det fra grise- og fjerkræproduktionen. Med sådanne anbefalinger kan producenter blande organisk affald og restprodukter mere præcist, så vækst, udbytte og bæredygtighed maksimeres.

“Vores studie viser i hvert fald, at balancen mellem de essentielle aminosyrer er afgørende for larvernes vækst og effektivitet”, siger Ida Berggren. Hun er PhD. studerende og første-forfatter på den videnskabelige artikel, som netop er blevet publiceret i tidssskriftet Journal of Insects as Food and Feed.

Supplerende oplysninger
Vi bestræber os på, at alle vores artikler lever op til Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation. På den baggrund er artiklen suppleret med følgende oplysninger:
Finansieing Grøn Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP), Project EntoFeed, 34009-21-1837.
Samarbejdspartnere ENORM Biofactory A/S
Interessekonflikter Ingen
Læs mere Berggreen, I.E., Schøn, M.L., Nørgaard, J.V., & Jensen, K. (2025). Optimal dietary protein content and essential amino acid limitation in larvae of the black soldier fly (Hermetia illucens). Journal of Insects as Food and Feed (2025). https://doi.org/10.1163/23524588-bja10221.
Kontakt

Ida Elisabeth Berggren, ideb@anivet.au.dk

Kim Jensen, kj@anivet.au.dk