Aarhus Universitets segl

Få hjælp til integreret ukrudtsbekæmpelse

Et helt nyt digitalt værktøj kan hjælpe landmænd med at planlægge ukrudtsbekæmpelse med reduceret brug af pesticider. IWM Tool er et af resultaterne fra et seks år langt europæisk projekt om integreret ukrudtsbekæmpelse.

IWM Tool er et resultat af EU projektet IWMPraise. Det kan hjælpe bl.a. landmænd med at planlægge integreret ukrudtsbekæmpelse. Foto: IWMPraise

Pesticidforbruget skal mindskes. EU har et mål om at reducere forbruget af pesticider med 50% inden 2030. Derfor har der i de senere år været stor fokus på integreret plantebeskyttelse. Når det kommer til ukrudt har fokus hovedsageligt været på at forbedre pesticidernes effekt eller at erstatte eller supplere dem med mekaniske behandlinger i marken.

I de sidste fem år har Horizon 2020 projektet IWMPraise gennemført et stort antal forsøg med en bred vifte af metoder, der kan bidrage til integreret ukrudtsbekæmpelse. Dette er sket i et samarbejde mellem forskere, landbrugsrådgivere og producenter af ukrudtsbekæmpelsesudstyr.

”Der er behov for et paradigmeskifte i forhold til, hvordan vi håndterer ukrudt i landbruget. Fokus har alt for længe været på enkelte behandlinger indenfor en enkelt vækstsæson. Der er behov for en mere omfattende tankegang, hvor vi fokuserer på mere end en vækstsæson og dermed flere afgrøder og ukrudtsarter af gangen. Det er det, vi har arbejdet med i IWMPraise de sidste seks år. Vi har ikke alene undersøgt mange individuelle metoder, der kan hjælpe os i den rigtige retning. Vi har også udviklet et helt konkret og meget brugervenligt værktøj, der kan hjælpe landmænd og rådgivere med at planlægge deres ukrudtsbekæmpelse og indarbejde mange flere tiltag, der kan forebygge ukrudtsproblemer, implementere ikke-kemisk bekæmpelse og minimere frøkast og opbygning af jordens frøpulje,” fortæller professor Per Kudsk fra Institut for Agroøkologi, der koordinerede IWMPraise projektet.

Praktisk værktøj til landmænd og rådgivere

Den store effektivitet af herbicider har betydet, at man kan dyrke de samme afgrøder hyppigere uden der kommer mere ukrudt på marken. Inden herbicidernes indtog i landbruget var man nødt til at variere afgrøderne i sædskiftet, da dette er en effektiv måde at undgå opformering af specifikke ukrudtsarter. Det har skabt en dominans af færre men mere problematiske ukrudtsarter, hvilket igen øger afhængigheden af et efterhånden begrænset udbud af herbicider. Derudover øger den stigende resistens over for herbicider behovet for at bruge alternative metoder til ukrudtsbekæmpelse. De negative effekter af herbicidforbruget kan modvirkes ved en mere mangfoldig ukrudtsbekæmpelse, der bygger på en bevidst omlægning af bekæmpelsesstrategierne. Det vil ifølge forskerne kræve at der tænkes i langsigtede strategier, som ikke kun har den førstkommende vækstsæsons resultat for øje.

”Integreret ukrudtsbekæmpelse er ganske enkelt ikke indført ret mange steder, fordi der ikke har været intuitive værktøjer til at hjælpe landmændene. Det er nemlig kompliceret, når man skifter fra at bruge herbicider til integrerede løsninger. Det kræver mere arbejde og viden, og det kan være svært selv at udvikle den helt rigtige strategi. Vi har derfor skabt et brugervenligt værktøj, der hjælper landmanden med at udforme og gennemføre IWM-strategier i praksis,” fortæller seniorrådgiver Mette Sønderskov fra Institut for Agroøkologi.

IWM Tool, der er udviklet af Wagening Universitet, er baseret på koncepter fra IWMPRAISE projektet. Det samler den eksisterende viden om forskellige metoder og tilgængelige værktøjer for integreret ukrudtsbekæmpelse. Værktøjet er udviklet som en hjælp til landmænd og rådgivere, så de kan udforme ukrudtsbekæmpelsesstrategier, der passer til deres specifikke behov.

Gratis og nemt at tilgå

IWM Tool er meget nemt at bruge. Værktøjet bygger på et videnskabeligt grundlag, som det er forklaret i en videnskabelig publikation i European Journal of Agronomy i februar 2022.

Grundlaget for værktøjet består af fem grupper:

  • Forskellige dyrkningssystemer
  • Valg og etablering af sorter
  • Forvaltning af mark og jordbund
  • Direkte bekæmpelse
  • Overvågning og evaluering

Som bruger kan man vælge, hvilken type afgrøde, man har på marken, hvilken form for ukrudt man ønsker at bekæmpe, derefter vil man få et overblik over en række forskellige metoder, der bekæmper ukrudtet på forskellige stadier i deres livscyklus. Hver metode er beskrevet nøje, så de er lette at forstå og implementere i landmændenes egen bedrift.

”Det er et værktøj, hvor man i princippet selv vælger, hvad man er interesseret i at vide mere om, og så finder man forslag til en eller flere løsninger, der kan bygges ind i en ukrudtsbekæmpelsesstrategi. Det er nemt og lige til at gå til, og så er det endda gratis at bruge,” fortæller Mette Sønderskov, der fortæller, at forskerne fra Wageningen Universitet, testede værktøjets brugervenlighed på en lille gruppe slutbrugere, da værktøjet blev udviklet, og at gruppen var glade for værktøjet.

Dyk ned i IWM universet

IWM Tool er ikke det eneste, der er kommet ud af det store IWMPRAISE projekt. Hvor IWM Tool er bygget op omkring metoder, der allerede eksisterer, så har forskerne har også udviklet en række værktøjsark (Tool Sheets), der beskriver både eksisterende og nye metoder.  Hver metode har sit eget ark, hvor metoden er beskrevet i detaljer og vurderet i forhold til, hvor let den er at bruge, og hvor effektiv den er. Alle ark er at finde på projektets hjemmeside.


Det fulde overblik over de udførte forsøg får man dog først, når man dykker ned i IWMPRAISE projektets fire booklets. Hver booklet beskriver forskellige forsøg udført i projektets syv partnerlande og resultaterne herfra. I disse forsøg har projektets 37 partnere bidraget med viden, udstyr og praktisk udførsel. Samarbejdet mellem hele kæden af interessenter fra landmand over maskinproducenter og udsædsproducenter til rådgivere og forskere illustrerer det multi-aktør koncept, som projektet er bygget op omkring. Derudover har projektet resulteret i mange videnskabelige publikationer og internationale samarbejder, der nu videreføres i nye projekter om integreret plantebeskyttelse.  

Integreret ukrudtsbekæmpelse giver bæredygtige dyrkningssystemer

”Da projektet startede i 2017 var målet at bidrage til en mere bæredygtig plantebeskyttelse i Europa, vi ville gerne bidrage til at give integreret ukrudtsbekæmpelse et bedre fodfæste. Det har vi opnået på de seks år projektet har varet. Vores forskning viser, at integreret ukrudtsbekæmpelse kan være en del af bæredygtige dyrkningssystemer. De metoder, vi har arbejdet med, og anbefaler i vores IWM Tool, kan være med til at øge dyrkningssystemernes modstandsdygtighed uden det bringer rentabiliteten eller forsyningen af fødevarer, foder og biomaterialer i fare,” fortæller Per Kudsk, der håber, at landmænd og rådgivere vil tage det gratis værktøj til sig, så integreret ukrudtsbekæmpelse bliver mere og mere udbredt i Europa i fremtiden.

”Derudover er der rig mulighed for at få meget mere viden om integreret ukrudtsbekæmpelse, hvis man besøger IWMPRAISE hjemmesiden og dykker ned i nogle af vores mange publikationer, booktlets og inspirations- og værktøjsark,” slutter han af.

 

PUNKTER INDHOLD OG FORMÅL
Eksterne samarbejdspartnere Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet (koordinator), Wageningen University and Research, Rothamsted Research, Consiglio Nazionale delle Ricerche, Agencia Estatal Consejo Superior de Investigaciones Cientificas, Association de coordination Technique Agricole, Scula Superiore du Studi Univeritari Sant’ Anna, Kmetijski Institut Slovenije, Institut National de la Recherche Agronomique, National Institute of Agricultural Botany, Frank Poulsen Engineering ApS, Agro Intelligence ApS, Horta SRL, Maschio Gaspardo Spa, Veneto Agricoltura, Universita di Pisa, ISEA S.r.l, Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning i Danmark, AGRIFIRM Group BV, Rometron BV, Arbeitsgemeinschaft zur Förderung des Futterbaues, Dondi Spa, Inst. Navarro de Tech. e Infrastructuras Agroalimentarias SA, SLY Europe Ltd, Assemblee Permanente des Chambres, INVIVO Agrosolutions SAS, Biotechniska Sole Rakican, Kmetijsko Gozdarski zavod Ljublja, Courtyard Agriculture Ltd, Gorenc Igor Stare sp, Eidgenoessisches Department Fuer Wirtschaft, Bildung und Forchung, Garford Farm Machinery Ltd, Innovation for Agriculture, ABACUS Agriculture Ltd, Anglia Farmers Ltd, Cotswold Seeds, SEGES Innovation, VKST, ARVALIS, Terres Inovia, Chambre regionale d’agriculture Centre – Val de Loire og Chambre interdepartementale d’agriculture de I’lle de France
Ekstern finansiering 6,6 mio. euro fra EU Horizon 2020 Research and Innovation Programme. Bevillingsnummer: 727321
Interessekonflikt Ingen
Andet

Per Kudsk og Mette Sønderskov har haft mulighed for at læse og kommentere på denne artikel.

Link til videnskabelig artikel Publikationen ”An Integrated Weed Management framework: A pan-European perspective” er udgivet i European Journal of Agronomy, (Vol 133, 126443). Den er skrevet af Marleen Riemens, Mette Sønderskov, Anna-Camilla Moonen, Jonathan Storkey og Per Kudsk
Læs mere

Læs mere om projektet og resultaterne her.
Find IWM Tool her.

Kontaktdata Professor Per Kudsk, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet. Tlf.: +45 22283382 eller mail: per.kudsk@agro.au.dk
Seniorrådgiver Mette Sønderskov, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet. Tlf.: +45 87158231 eller mail: mette.sonderskov@agro.au.dk