Aarhus Universitets segl

Få den nyeste viden om plante- og dyreavl på avlsnetværksdag

Arbejder du med avl? Så kom med til avlsnetværksdag på Aarhus Universitet den 27. oktober, hvor forskere og virksomheder inden for både plante- og dyreavl præsenterer den nyeste viden og visioner på området.

Foto: Også insektavl er på programmet, når Aarhus Universitet inviterer til avlsnetværksdag. (Foto: Pixabay).

Hvad enten du er interesseret i plante- eller dyreavl, så er der noget for dig på programmet, når Aarhus Universitet inviterer til avlsnetværksdag den 27. oktober.

Forskere fra Center for Kvantitativ Genetik og Genomforskning (QGG) vil præsentere den nyeste viden på området, mens virksomheder vil give indblik i deres visioner for fremtiden, og der bliver rig lejlighed til at diskutere og skabe netværk.

Kristian Meier fra QGG er medarrangør af avlsnetværksdagen, der finder sted på Høegh-Guldbergs Gade i Aarhus:

- Med avlsnetværksdagen ønsker vi at facilitere samarbejde, også mellem de forskellige grene inden for forædlingsbranchen. Ved tidligere møder har der været stor interesse for at lære af hinanden på tværs af plante- og dyreavl, og det har været til glæde og inspiration for deltagerne, fortæller han:

- Vi regner derfor med at se mange velkendte ansigter på netværksdagen, ligesom vi håber, at flere nye også skulle have lyst til at kigge forbi. Vi er blandt andet begyndt at arbejde med insektprojekter og projekter inden for akvakultur, og det åbner op for et væld af samarbejdsmuligheder.

Avlsnetværksdagen indledes af hovedtaler Martin Scholten, der både er tilknyttet Aarhus Universitet og Wageningen Universitet i Holland, og som vil fortælle om nye perspektiver inden for plante- og dyreavl i en kontekst af den grønne omstilling.

I forlængelse af dette vil DLF og Viking Genetics fremlægge deres visioner inden for plante- og kvægavl. Dette efterfølges af en lang række præsentationer fra QGG’s egne forskere om emner som det nye spændende epigenetik og kunstig intelligens i fænotyping.

Det er gratis at deltage, men tilmelding er påkrævet.

Du kan downloade hele programmet for avlsnetværksdagen her

Tilmelding skal ske på dette link senest 20. oktober 


Yderligere oplysninger

Kristian Meier, kristian.meier@qgg.au.dk, 2275 7980