Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Der skal fortsat arbejdes på at reducere pattegrise- og smågrisedødeligheden

Den procentuelle dødelighed blandt patte- og smågrise er faldet svagt i de senere år, viser en ny opgørelse. Men der er stadig alt for mange grise, som ikke når ud til forbrugerne, mener en af forskerne bag opgørelsen, som gerne vil samarbejde med erhvervet om at nedbringe dødeligheden.

18.03.2019 | Nina Hermansen

Antallet af fødte grise per år er i perioden 2011 til 2017 steget fra 39,4 millioner grise til 43,2 millioner grise. Foto: Jesper Rais, AU Foto

Antallet af fødte grise per år er i perioden 2011 til 2017 steget fra 39,4 millioner grise til 43,2 millioner grise. Foto: Jesper Rais, AU Foto

Fødevarestyrelsen har bedt DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug om at redegøre for udviklingen i pattegrise- og smågrisedødeligheden pr. år i årene 2011 til 2017 i den danske svineproduktion.

Der findes ikke optællinger af det absolutte antal af grise i Danmark. Derfor er besvarelsen foretaget på basis af data fra dels Danmarks Statistik og dels Seges (Landbrug og Fødevarer), som begge baserer deres tal på informationer fra et meget stort antal svineproduktioner.

Det fremgår af tallene, at antallet af fødte grise per år i perioden er steget fra 39,4 millioner grise til 43,2 millioner grise. Da antallet af søer er uændret i perioden, må stigningen tilskrives en stigende kuldstørrelse. Antallet af dødfødte pattegrise er stort set status quo i 2011 og 2017, mens antallet af pattegrise, der dør i diegivningsperioden, er steget fra 4,9 til 5,3 millioner per år. Hvis man tager det stigende antal fødte grise in mente, er der dog tale om et lille fald i den procentvise andel af døde grise.

Resultaterne tyder desuden på, at både antallet og andelen af smågrise (7-30 kg) der dør, er svagt stigende.

- Selve udviklingen har begrænset nyhedsværdi, men hvis vi ser på det fra en samfundsvinkel er der altså 11 millioner grise, der årligt ikke når forbrugerne. Det er mange grise – især i disse madspilds- og klimatider. Derfor skal vi også i samarbejde med erhvervet arbejde videre på at finde metoder til at reducere dødeligheden hos patte- og smågrise, siger professor ved Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet, Jan Tind Sørensen.

Hent hele redegørelsen her

Yderligere oplysninger

Kontakt 
Professor Jan Tind Sørensen
Institut for Husdyrvidenskab
E-mail: jantind.sorensen@anis.au.dk
Telefon: 8715 7923
Mobil: 2078 3343  

Svin, DCA, Anis