Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Biofunktionelle kulhydrater kan give brød, som mætter længere

Seminar om biofunktionelle kulhydrater skal give fødevarevirksomheder viden om mulighederne for at fremstille brød, som kan medvirke til at forebygge livsstilssygdomme.

Et seminar på Aarhus Universitet tager fat på biofunktionelle kulhydrater. Foto: Colourbox

Livsstilsrelaterede sygdomme er i de senere år blevet langt den største udfordring for folkesundheden både i Danmark og i store dele af den øvrige verden. Det er der flere årsager til, men overordnet set skyldes det, at vi bevæger os mindre og spiser og drikker anderledes end tidligere.

Den moderne livsstil er bl.a. kendetegnet ved nem adgang til letfordøjelige fødevarer med et højt indhold af energi og fedt og et lavt indhold af kostfibre. Det giver problemer med overvægt, fedme, metabolisk syndrom og type 2-diabetes både hos den voksne befolkning og i særdeleshed blandt børn og unge.

Problemet kan blive værre, bl.a. fordi unges forbrug af hvidt brød er stigende. Hvidt brød er kendetegnet ved at være let fordøjeligt; det vil bl.a. sige, at man bliver hurtigere sulten igen, når man har spist hvidt brød i forhold til rugbrød og groft brød.

- Hvis det hvide brød blev ”tungere fordøjeligt”, så ville man føle sig mæt i længere tid - og derfor spise mindre, forklarer professor Knud Erik Bach Knudsen fra Aarhus Universitet.

Knud Erik Bach Knudsen har stået i spidsen for et forskningsprojekt, hvor man har undersøgt hvorledes udvalgte kulhydratfraktioner – de såkaldte biofunktionelle kulhydrater - påvirker glukoseoptaget og reguleringen i blodet.

I projektet har forskerne i samarbejde med fødevare- og ingrediensvirksomheder fremstillet brød med forskelligt indhold af biofunktionelle kulhydrater. Brødene er efterfølgende blevet undersøgt i studier med mennesker og grise samt i langtidsforsøg med specielle diabetesrotter.

- Vi har opnået en grundlæggende viden på området, som vi gerne vil dele med fødevareindustrien, siger Knud Erik Bach Knudsen. På længere sigt kan de biofunktionelle kulhydrater give en række helt nye perspektiver for at fremstille kornbaserede produkter, som øger folkesundheden.

Resultaterne fremlægges på et seminar på Aarhus Universitet den 2. oktober. Målgruppen for seminaret er forskere og virksomheder m.fl., som har interesse i udvikling på området.

Forskningsprojektet ”Biofunktionelle kulhydrater – BioFunCarb” er støttet af det Strategiske Forskningsråd.

Yderligere oplysninger: Professor Knud Erik Bach Knudsen, e-mail: knuderik.bachknudsen@agrsci.dk, telefon: 8715 8063, mobil: 2064 7598