Aarhus Universitet hilser Apple velkommen som nærmeste nabo til AU Foulum
Apples kommende mega-datacenter giver nye muligheder i AU Foulum i form af samarbejde med Aarhus Universitet om udvikling og levering af bæredygtig energi og samarbejde om datalogisk forskning.
AU Foulum får nye og spændende naboer på de marker, der hidtil har været anvendt til forskningscentrets afgrøder. Computergiganten Apple har besluttet at placere et meget stort datacenter som nabo til Aarhus Universitets forskningscenter AU Foulum i Tjele nær Viborg.
- Denne beslutning hilser vi meget velkommen og ser frem til et godt naboskab, godt samarbejde og de mange spændende muligheder, denne beslutning utvivlsomt vil afføde, siger dekan Niels Chr. Nielsen fra Science og Technology ved Aarhus Universitet.
Datacentret placeres på et areal, som ejes af Bygningsstyrelsen og anvendes af AU Foulum. Bygningsstyrelsen og Aarhus Universitet har i tæt dialog med Viborg kommune og Invest in Denmark indvilget i at afstå det nødvendige areal til det nye center.
- I forbindelse med valget af området har der været flere møder og en meget positiv dialog. Vi er meget glade for det nye naboskab. Der er indikationer om potentielle samarbejdsmuligheder, men der er endnu ikke på dette tidlige tidspunkt indgået nogen form for konkrete samarbejdsaftale mellem virksomheden og universitetet, siger Niels Chr. Nielsen og fortsætter:
- Udover potentialet i direkte samarbejde vil væksten i området omkring Viborg og virksomhedens behov for at tiltrække højtuddannede medarbejdere i sig selv have en positiv indflydelse på AU Foulum.
Muligheder for forskningssamarbejde
På længere sigt håber dekanen, at der kan opstå et forskningssamarbejde med den nye virksomhed.
- Science and Technology har meget stærke aktiviteter på en række relevante datalogiske forskningsområder, påpeger Niels Chr. Nielsen.
Et andet område, som Apple er interesseret i, er bæredygtig energi. Apple har haft flere møder med forskere på AU Foulum for at høre om mulighederne for at dække en del af energiforbruget med fornybar energi.
- Apple deler AU’s vision om bæredygtighed og er meget optaget af at anvende bæredygtig, fornyelig energi. Derfor har de været meget interesserede i vores viden på området, fortæller Morten Dam Rasmussen, som er viceinstitutleder i Institut for Ingeniørvidenskab.
- Bæredygtig grøn energi er et stort forskningsområde ved AU og AU Foulum huser verdens største forsøgsanlæg for biogas og relaterede faciliteter. Netop nu gennemfører AU Foulum en række store forskningsprojekter inden for bæredygtig grøn energi. Ingeniørerne fra Apple har været meget interesserede i denne forskning, siger Morten Dam Rasmussen.
Yderligere oplysninger
Dekan Niels Christian Nielsen, Science and Technology, email: dean.scitech@au.dk, telefon: 8715 5913, mobil: 2899 2541
Viceinstitutleder Morten Dam Rasmussen, Institut for Ingeniørvidenskab, e-mail: mdr@eng.au.dk, mobil: 2515 2755