Aarhus Universitets segl

Åbent Landbrug i Foulum

Forskningscentret AU Foulum og naboen, Kvægbrugets Forsøgscenter, er igen i år med, når det landsdækkende arrangement Åbent Landbrug byder på åbne stalddøre 15. september.

På AU Foulum og Kvægbrugets Forsøgscenter bydes på aktuel forskning, høstmarked med mindre fødevarevirksomheder og aktiviteter for de mindste. Foto: Søren Tobberup Hansen, AU

Aktuel forskning krydret med et høstmarked, hvor lokale erhvervsdrivende fremviser og sælger lokale produkter fra egnen. Det er menuen, når AU Foulum og Kvægbrugets Forsøgscenter deltager i Åbent Landbrug, som finder sted søndag 15. september.

Mens forskningscentret AU Foulum blandt andet slår dørene op til sin pelsdyrfarm, der tæller 1500 avlstæver og 7500 minkhvalpe, og lader forskere fortælle om aktuel forskning på området, så fremviser Kvægbrugets Forsøgscenter blandt meget andet fodringsforsøg med malkekøer, der får glycerol og ærme, der er biprodukter fra produktionen af biodiesel og bioethanol.

Mens de voksne kan høre forskere fortælle om kvægforskningen, er der for de mindste rig mulighed for at deltage i en stribe af aktiviteter – herunder halmborg, klapning af kalve og de populære mooncars, der kan afprøves på en halmbane.

I lighed med 2012 stiller en række fødevarevirksomheder op med stande, så der på Kvægbrugets Forsøgscenter kan ses og købes varer fra lokale producenter.

Fødevarerne er også en del af det faglige program på AU Foulum, hvor der fortælles om, hvordan forskerne arbejder med oste i laboratoriet. Endvidere gæster medarbejdere fra AU Årslev ved Fyn Åbent Landbrug på AU Foulum og fortæller om, hvordan der på den forskningsmæssige front arbejdes med at udvikle og forbedre kvaliteten af æbler. Her vil de fremmødte få serveret smagsprøver af en række forskellige æblesorter.

På AU Foulum er der endelig mulighed for at høre om forskning, som udføres for at forbedre produktionen af økologiske kalve, høns, slagtekyllinger og grise. De besøgende kan ligeledes få et indtryk i forskningen, som har til formål at forbedre dyrenes sundhed og velfærd.

Bag Åbent Landbrug står organisationen Landbrug & Fødevarer, og arrangementet i 2013 tæller en lang række deltagende landbrug i hele landet, som slår dørene op i tidsrummet 10-16.


Se mere om arrangementet og aktiviteterne på Kvægbrugets Forsøgscenter

 

Yderligere oplysninger: Chefkonsulent Claus Bo Andreasen, telefon: 4079 8032, e-mail: clausbo.andreasen@agrsci.dk