30.000 elever kortlægger den danske jords sundhed
Hvordan har vores jord det egentlig? Det spørgsmål graver 30.000 skoleelever fra hele Danmark nysgerrigt efter svar på, når de i uge 36-39 gennemfører årets Masseeksperiment. Her tager eleverne registreringshæfte, spade, VESS-indeks, regnormenøgle og prøverør under armen og bevæger sig ud pålegepladsen, fodboldbanen eller i den lokale natur for at undersøge jordens sundhed i 10 cm og 40 cm dybde. Undersøgelsen af den danske jords sundhed er den hidtil største af sin art og giver for første gang danske forskere mulighed for at tegne et landsdækkende billede af jordens tilstand og identificere tendenser og egenskaber på tværs af land og by i hele Danmark.

96 af landets 98 kommuner er repræsenteret, når 30.000 elever fordelt på 1.384 klasser og 500 skoler deltager i Masseeksperiment 2025, hvor årets tema er ’Jordsundhed’, og hvor en række af landets førende forskere står klar til at modtage og analysere elevernes indsamlede jordprøver og datasæt.
Masseeksperiment 2025 arrangeres af det nationale naturfagscenter Astra og er verdens største ’student science’-projekt. Siden 2007 har Astra hvert år udviklet et nyt eksperiment i samarbejde med nogle af landets førende forskere. Masseeksperiment 2025 er udviklet i samarbejde med forskere fra Aarhus Universitet, Aalborg Universitet og Danmarks Tekniske Universitet.
Er der forskel på jordens sundhed på skolens legeplads, i et skovbryn eller i en by-park? Hvad kan tilstanden i de øverste 40 centimeters jord fortælle os? Og hvordan står det egentlig til med jordens vigtigste organisme regnormen?
Det er nogle af de spørgsmål, de 30.000 danske skoleelever skal hjælpe forskerne med at finde svar på, når de tager temperaturen på den danske jords sundhed. For en stund omdanner eleverne forskellige naturtyper til nøje afmålte prøvefelter og indsamler data, akkurat som de professionelle forskere gør. De tusindvis af elever fra landets grundskoler og ungdomsuddannelser vil på samme tid undersøge en række kemiske, fysiske og biologiske faktorer, indsamle eDNA-prøve samt løsjordprøver, der sendes til forskerne og undersøges for tilstedeværelsen af problematiske stoffer som PFAS, pesticider og nitrat.
En øvelse i både naturvidenskab og handlekraft
Formålet med Masseeksperiment er at styrke børn og unges naturfaglige kompetencer ved at lade dem arbejde med samme autentiske undersøgelsesmetoder som professionelle forskere – og samtidig give dem viden, de kan handle på. Det er anvendelsesorienteret undervisning, der foregår ude i virkeligheden, ligesom resultaterne skal bruges i virkeligheden. Gennem undersøgelserne af jorden får eleverne erfaring med, hvordan forskning foregår i praksis, og deres resultater bidrager med viden, som alle danskere kan få gavn af, og som på sigt måske kan påvirke ny lovgivning.
”Man ved ikke, hvad jorden under vores fødder er for noget, før man har haft det mellem fingrene. Det motiverer eleverne enormt, når de anvender praktiske autentiske metoder i naturvidenskabelige undersøgelser og samtidig oplever, at deres bidrag kan bruges i reel forskning,” siger Lene Christensen, cand.scient og programleder for Masseeksperiment.
Masseeksperiment er citizen science, når det er bedst: Et samarbejde mellem engagerede elever og erfarne forskere – og det er en fælles indsats for en grønnere fremtid.Fra klasselokalet til forskernes laboratorier Elevernes indsamlede jordprøver og datasæt sendes til forskere på Aarhus Universitet, Aalborg Universitet (Microflora Danica) og Danmarks Tekniske Universitet, der står klar til at analysere både de fysiske, kemiske og biologiske parametre. Den enorme landsdækkende datamængde fra eleverne vil hjælpe forskerne med at identificere mønstre og tendenser i jordens egenskaber på tværs af Danmarks regioner.
”Det er de senere år blevet klart for os, at jordens sundhed er faldende både i Danmark og på globalt plan. Mange mennesker er ikke klar over, at over 95 pct. af alle fødevarer bliver produceret på landbrugsjord, og derfor er det meget vigtigt at passe på jordens ressource. Der bliver på europæiske niveau igangsat et kæmpe arbejde for at få et overblik over jordens sundhedstilstand. De data som eleverne indsamler, vil bidrage til at få det overblik. Vi vil faktisk være i stand til at udarbejde kort over elementer af jordens sundhedstilstand alene på baggrund af elevernes indsamlede data,” siger Mogens Humlekrog Greve, professor ved Aarhus Universitet.
Offentliggørelse af resultater
Når alle prøver er analyseret, samler forskerne resultaterne i en rapport, der formidler de vigtigste konklusioner til både offentligheden og deltagerne. De første resultater bliver offentliggjort i starten af december – måske med overraskelser om, hvad der faktisk ligger lige under vores fødder?
”Det er virkelig spændende for os forskere at få prøver ind fra alle hjørner af Danmark. Vi vil modtage prøver, som er indsamlet i nærheden af de deltagende skoler f.eks. byområder, parker, legepladser og private haver, hvorfra vi på nuværende tidspunkt ikke har oplysninger om jorden sundhedstilstand. Det vil bidrage til, at vi kan udtale os om jordens sundhed i hele Danmark,” lyder det fra Mogens Humlekrog Greve.
Masseeksperiment 2025: Jordens Sundhed:
- 30.000 elever, fordelt på 1.384 klasser og 500 skoler deltager i Masseeksperiment 2025, hvor årets tema er ’Jordsundhed’.
- 96 af landets 98 kommuner er repræsenteret i Masseeksperiment 2025.
- Årets eksperiment gennemføres i samarbejde med forskere fra Aarhus Universitet, Aalborg Universitet (Microflora Danica, e-DNA prøver) og DTU.
Eleverne gennemfører disse undersøgelse i Grundeksperimentet:
- Beskrivelse af prøvestedet (geotop)
- GPS-værdi og fotoregistrering
- Beskrivelse af plantedække
- Udtagelse eDNA prøve
- Beskrivelse af jordprofil (klassificering af jordfarve og jordlagenes dybde) ned til 40 cm dybde
- Beskrivelse af jordstrukturen ned til 40 cm. dybde
- Beskrivelse og registrering af regnorme
- Udtagelse af jordprøver i 10 og 40 cm. dybde til forskerne
Eleverne gennemfører disse undersøgelse i Ekstra eksperimentet:
- Indsamling og forberedelse af jordprøver (løsjord, jordklumper og ringprøver)
- Måling af jordens pH med pH-strips• Observere jordens tekstur med en bundfældningsundersøgelse
- Bestemmelse af jordens potentielle vandafvisning med en dråbetest
- Vurdering af jordens stabilitet med en ‘klumptest’
- Måling og beregning af jordens volumenvægt ved hjælp af ringprøver
- Vurdering af jordens kalkindhold med en syretest
FAKTA OM MASSEEKSPERIMENT:
- Masseeksperiment er et undervisnings- og forskningsprojekt, der består af et grundeksperiment for alle elever fra 4. klasse og et ekstra eksperiment for ældre eller særligt interesserede elever.
- Masseeksperiment er støttet af Nordea-fonden og Villum Fonden og forskningsdelen er støttet af Poul Due Jensens Fond.
- Masseeksperiment har fundet sted siden 2007.
- Masseeksperiment arrangeres af Astra – det nationale naturfagscenter. Det er verdens største ”Student Science” projekt, og hvert år udvikles et nyt eksperiment i samarbejde med forskere på landets universiteter.
- Formålet med Masseeksperiment er at styrke børn og unges naturfaglige dannelse ved at lade dem arbejde med samme autentiske undersøgelsesmetoder som professionelle forskere. Et sekundært formål er, at eleverne bliver i stand til at handle på et naturvidenskabeligt oplyst grundlag.
- Tidligere års Masseeksperiment har blandt andet handlet om mælkesyrebakterier, om indeklima i klasselokalerne og om mosser, laver og bjørnedyr i den danske natur. Resultaterne er flere gange blevet optaget i anerkendte, internationale, naturvidenskabelige tidsskrifter.
For mere information kontakt
Pressekoordinatorer Masseeksperiment herunder hjælp til cases, kontakt til forskere osv.
Lisbeth Beyer Mogensen // lisbeth@promote-it.dk // Tlf.: 26 36 11 10
Mettelise Larsen // mettelise@promote-it.dk // Tlf.: 27 26 26 23
Lene Christensen
Specialkonsulent, programleder for Masseeksperiment
lch@astra.dk // Tlf.: 24 88 10 92