Landbrugets udledninger af drivhusgasser, landbrugets klimaeffektivitet og vurderingen af, om det danske landbrug er mere klimaeffektivt end andre lande, bliver ofte diskuteret. Herudover er der stor interesse for klimaaftrykket for forskellige fødevarer – bl.a. fra forbrugerne, der ønsker kendskab til, hvilke fødevarer, der er mest klimavenlige. Ligeledes efterspørger myndighederne en valid metode til at opgøre og sammenligne forskellige fødevarers klimaaftryk, men også information om forskelle imellem vurderingsmetoder til Livscyklusvurdering (LCA) og konsekvensen for den estimerede klimapåvirkning af forskellige fødevarer.

På den baggrund har Landbrugsstyrelsen bedt forskere fra DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug ved Aarhus Universitet om at udarbejde en vidensyntese, som samler og opdaterer vidensgrundlaget om landbrugets klimaeffektivitet og klimaaftrykket for forskellige fødevarer, og herunder beskriver og forklarer metode forskelle indenfor LCA.

Vurdering af klima- og miljøpåvirkning i alle led

For at kunne estimere og vurdere landbrugssystemernes og fødevarernes bæredygtighed er det nødvendigt med et redskab, der ser på klima- og miljøpåvirkning på baggrund af emissioner og ressourceforbrug i hele produktkæden.

Livscyklusvurderinger (LCA) er en af de mest anvendte metoder til at estimere fødevarers klima- og miljøpåvirkning i et kædeperspektiv. I livscyklusvurderingen estimeres klima- og miljøpåvirkningen på baggrund af opgørelser i alle led i produktkæden, herunder produktion af input af fx gødning og foder, forarbejdning og transport. Samtidig kan LCA anvendes til at udpege, hvilke processer i produktkæden, der har størst klima- eller miljøbelastning og kan derved anvise, hvor forbedringer har størst effekt.

Den indledende del af arbejdet med vidensyntesen har bestået i at gennemgå og forklare forskellige metoder til LCA herunder, hvilke metodevalg, som giver væsentlige forskelle i resultaternes størrelse og anvendelse. Desuden gennemgås danske og internationale LCA-databaser for fødevarer, og dokumenterer de anvendte beregningsmodeller og diskuterer effekten heraf på opgørelsen af fødevarernes klimaaftryk på baggrund af metodeforskellene.  

Gennemgang af 19 databaser

Gennemgangen omfatter syv danske og nordiske LCA databaser samt 12 internationale databaser. For hver database beskrives den anvendte metode, og effekten af metodevalg og datagrundlag illustreres ved gennemgang af værdierne for klimapåvirkningen for ti fødevarekategorier.

Gennemgangen af databaserne viser, at der er forskelle i, hvor langt man går mod ”graven”. Ofte stopper man, når produktet forlader gården (”cradle-to-farm gate”) eller når det ligger i supermarkedet. Men i nogle tilfælde inddrages også forbrugernes håndtering af fødevaren (tilberedning og madspild) og kæden går her helt frem til, at fødevaren ligger på tallerkenen.

Den største forskel mellem forskellige databasers livscyklusvurderinger afhænger dog af, hvilken grundlæggende LCA-metode, der anvendes, hhv. såkaldt ”attributional” (A-LCA) eller ”consequential” (C-LCA) LCA og hvordan bidrag fra arealændringer indregnes, hvilket primært kan indregnes som direkte arealændringer (dLUC) eller indirekte arealændringer (iLUC).

Gennemgangen viser, at de fleste databaser (17 ud af 19) bygger på attributional LCA (A-LCA), og kun to databaser bygger på konsekvens-LCA (C-LCA), bl.a. Concito’s ”Den Store Klimadatabase”. De fleste databaser indregner dLUC og kun få databaser indregner iLUC.

Attributional eller consequential LCA

A-LCA er baseret på direkte opgørelse af fødevarens klimaaftryk igennem hver fødevares specifikke kæde og med gennemsnitlige værdier. Dvs. at en A-LCA, anvender en gennemsnitsbetragtning og bygger på en beskrivelse af produktionsformer som baggrund for opgørelsen og fordelingen af klimapåvirkning i kæden inkl. bedriften per produkt enhed. Denne tilgang benyttes også i EU-Kommissionens Product Environmental Footprint (PEF).

En C-LCA er baseret på marginalbetragtninger, dvs. antagelser om hvilken produktionsform, som vil stige eller falde, hvis efterspørgslen på et produkt ændres. Det vil sige, at en fødevare ifølge C-LCA skal belastes med den klimabelastning, som det koster at producere en yderligere enhed af fødevaren under den produktionsform, som antages at ville anvendes til at øge produktionen ved stigende efterspørgsel.

Bidrag som følge af arealændringer

Medtages bidrag fra arealændringer ved dLUC, pålægges den afgrøde, der dyrkes på den jord, hvor der er sket rydning af vegetation (f.eks. regnskov), den udledning af klimagas, som rydningen forårsager. De fleste europæiske databaser indregner bidrag fra arealændringer via direkte arealændringer (dLUC).

iLUC bygger derimod på en antagelse om, at øget fødevareproduktion fører til rydning af vegetation et eller andet sted i verden. Derfor bliver alle fødevarer belastet med en slags skyggeomkostning i form af udledning af CO₂ fra skovfældning med udgangspunkt i, hvor stort et areal, der bruges til produktion af den enkelte fødevare.

PEF-metoden medtager direkte arealændringer (dLUC), mens indirekte arealændringer (iLUC) ikke tages i betragtning i PEF på grund af mangel på enighed om anvendt metode, men iLUC kan medtages under afrapportering af supplerende information.  

Det kommende arbejde

I næste del af arbejdet med vidensyntesen er det målet at belyse klimaeffektiviteten i de forskellige sektorer af dansk landbrug i en international kontekst. Endvidere er det målet at belyse betydningen af forskellige produktionsformer (f.eks. konventionelt vs. økologi) på klimaeffektiviteten i landbruget.