Aarhus University Seal

Nyt retentionskort tilgængeligt i MARS

Et opdateret kort over kvælstofretention i Danmark er nu tilgængeligt i IT-værktøjet MARS og kan bruges af de lokale grønne treparter i arbejdet med arealplanlægning.

Photo: Kortet offentliggøres bredt i sommeren 2025, når den samlede dokumentation bag modelopdateringen udgives. (Foto: Emil Skole Henriksen).

Kortet giver ny viden, der kan understøtte en målrettet indsats for at nedbringe kvælstofudledningen til vandmiljøet.

Bag kortet står forskere fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) og Aarhus Universitet, som på vegne af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) har videreudviklet den nationale kvælstofmodel.

Det nye kort har en langt finere geografisk opløsning og er baseret på det nyeste datagrundlag samt nyeste forskning.

”Det nye retentionskort gør det muligt mere præcist at identificere de områder, hvor en indsats vil gøre størst gavn for vandmiljøet,” siger Anker Lajer Højberg, projektleder hos GEUS.

Et beslutningsstøtteværktøj
Kvælstofretention beskriver, hvor meget kvælstof der fjernes naturligt, når det transporteres fra marker gennem dræn og grundvand til vandløb, søer og havet. Denne proces varierer betydeligt fra sted til sted og kan ikke måles direkte – derfor anvendes en model til at beskrive retentionsforholdene.

Forskerne bag modellen fremhæver, at selv med de forbedringer, der er opnået, er der stadig usikkerheder – både i datagrundlaget og i selve beregningerne. Der er derfor også lavet en omfattende analyse til at bestemme, hvor stor usikkerheden på retentionskortet er.

”Modellen er et beslutningsstøtteværktøj – ikke en endelig løsning. Retentionskortet skal derfor altid anvendes med blik for den konkrete lokale kontekst,” understreger Anker Lajer Højberg.

Tilgængeligt nu for lokale treparter
Kortet er nu tilgængeligt i MARS, hvor det indgår som ét af flere redskaber, der kan støtte de lokale grønne treparters arbejde med at planlægge arealændringer. Med kortet bliver det blandt andet muligt at udpege landbrugsarealer med lav kvælstofretention, hvor omlægning kan have særlig stor effekt.

Kortet offentliggøres bredt i sommeren 2025, når den samlede dokumentation bag modelopdateringen udgives.

Lokale treparter kan tilgå retentionskortet via planlægningsmodulet i MARS på dette link (bag login): mars.sgav.dk

Læs mere om retentionskortet i rapporten ”Beskrivelse af kvælstofretentionskort version 2025 til anvendelse i lokale treparter via MARS” her: https://doi.org/10.22008/gpub/38945 

Kontakter:
Anker Lajer Højberg, projektleder og seniorforsker hos GEUS
Område: Grundvands- og samlet kvælstoftransport samt øvrige forhold
Tlf: 91333992
Mail: alh@geus.dk 

Christen Duus Børgesen, seniorforsker ved Aarhus Universitet
Område: Nitratudvaskning fra rodzonen
Tlf: 21694138
Mail: christen.borgesen@agro.au.dk

Hans Thodsen, seniorrådgiver ved Aarhus Universitet
Område: Overfladevands kvælstofkilder og retention
Tlf: 21767422
Mail: hath@ecos.au.dk

Fakta: Hvad er kvælstofretention?
Kvælstof, der udvaskes fra landbrugsjord, transporteres via dræn og grundvand til vandløb, søer og videre ud i havet. Undervejs sker en naturlig proces, hvor noget af kvælstoffet – særligt nitrat – omdannes til luftformigt kvælstof og forsvinder fra vandmiljøet.

Denne proces kaldes kvælstofretention og varierer betydeligt fra sted til sted og afhænger af blandt andet jordtype, geologi, geokemi og vandets bevægelse.

Retentionen kan ikke direkte måles, derfor anvendes i stedet en model, der kan vise, hvor i landet der forsvinder mest – og mindst – kvælstof, før det når ud i vandmiljøet, hvor det kan føre til alvorlige problemer som iltsvind.