Aarhus University Seal

Nyt dyrkningssystem til reduceret jordbearbejdning afprøves i Danmark

I regi af CORE ORGANIC-projektet SOILVEG afprøver forskere på Aarhus Universitet en ny metode, hvor eftergrøder - modsat vanlig praksis - ikke pløjes ned i jorden. I stedet tromles bælgplanterne, og der plantes hvidkål direkte i plantemassen. Ideen er, at det døde plantemateriale både skal hæmme ukrudts fremspiring og sikre kvælstof til grøntsagen.

Grøngødning er et af de redskaber, økologiske planteavlere bruger, når de skal forbedre jordens frugtbarhed og samtidig minimere udvaskningen af næringsstoffer til vandmiljøet. Metoden indebærer i traditionel forstand, at landmanden dyrker bælgplanter, som efterfølgende pløjes ned i jorden med det primære formål at lade dem virke som gødning for en hovedafgrøde. 

I CORE ORGANIC-projektet SOILVEG er ni lande og 14 partnere gået sammen om at undersøge en ny metode til at reducere jordbearbejdningen ved brugen af grøngødning. Metoden er relativ simpel: I stedet for at pløje efterafgrøderne ned i jorden, tromler man afgrøderne ned med en knivtromle. Maskinen går konkret ind og knækker planterne, der efterfølgende ligger på jordoverfladen. Forskerne undersøger så, om man ved at plante hovedafgrøden direkte i plantemassen, kan reducere udvaskningen af næringsstoffer og fortsat opretholde kvaliteten og udbyttet.

Stor interesse fra avlere og rådgivere

I projektet er Danmark repræsenteret via Institut for Fødevarer ved Aarhus Universitet. Her har forskergruppeleder Hanne Lakkenborg Kristensen og kollegerne netop fået en knivtromle hjem fra Italien. Den skal de bruge til at udføre en række forsøg de næstkommende måneder på universitetets marker i Aarslev. Ifølge Hanne Lakkenborg Kristensen er det måske første gang, at dyrkningssystemet afprøves for alvor her i Danmark, og hun oplever stor interesse fra avlere og rådgivere:

- Vi er stadig i den indledende fase, men metoden virker lovende. Her i Aarslev arbejder vi konkret med dyrkning af vinterhestebønne, vinterært og vintervikke som grøngødninger, alene og i blanding med vinterrug. De knivtromles,  så de ligger fladt på jorden her i forsommeren. Herefter planter vi hvidkål direkte ned i plantemassen, siger Hanne Lakkenborg Kristensen.

Hun forklarer, at hele ideen og formålet er, at det døde plantemateriale dels hæmmer ukrudts fremspiring og samtidig sikrer kvælstofgødskning af grøntsagsafgrøden.

- Desuden spares brændstof, da vi ikke skal bruge maskiner til at pløje, og jordens frugtbarhed opretholdes pga. mindre jordbearbejdning, siger Hanne Lakkenborg Kristensen.

Også fokus på insekter

Reduceret jordbearbejdning er dog ikke helt uden problemer og kan f.eks. påvirke både gavnlige og skadelige insekter. Som led i projektet skal forskerne derfor også undersøge metodens indvirkning på netop insektforekomst udover ukrudt og kålenes høstkvalitet.

Projektet løber over de næste tre år – og i den periode vil forskerne fra samtlige ni lande udføre forsøg under lokale forhold. Det første åbent hus i forsøget afholdes efter sommerferietiden i Aarslev. Resultater forventes at blive offentliggjort næste år.


Yderligere oplysninger

SOILVEG: Improving soil conservation and resource use in organic cropping systems for vegetable production through introduction and management of Agro-ecological Service Crops er et EU-projekt, finansieret via ERA-nettet CORE Organic Plus.

Læs mere om SOILVEG

Kontakt

Forskergruppeleder Hanne Lakkenborg Kristensen
Institut for Fødevarer,  Aarhus Universitet
Mail: hanne.kristensen@food.au.dk
Telefon: 8715 8354