Aarhus University Seal

Landbrugets næringsstofoverskud stiger igen

Landbrugets overskud af næringsstofferne er steget det forgangne år. Der kan dog ikke sættes lighedstegn mellem overskud og udledning til vandmiljøet.

Overskuddet er differencen mellem landbrugets input og output. Foto: Janne Hansen
Overskuddet er differencen mellem landbrugets input og output. Foto: Janne Hansen

DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug, Aarhus Universitet, opdaterer hvert år de seneste 20 års næringsstofbalancer for landbrugets anvendelse af kvælstof (N), fosfor (P) og kalium (K) og beregner overskud og udnyttelse af disse. 

Den nyeste opgørelse, der dækker årene fra 1997/98 til 2017/18, viser, at overskuddet af næringsstofferne er steget det forgangne år sammenlignet med gennemsnittet af de seneste fem år. Stigningen svarer til hhv. 5 kg N/ha, 0,6 kg P/ha og 1 kg K/ha.

Overskuddet, der er differencen mellem landbrugets input og output, har ellers samlet set været faldende de seneste 20 år, hvor overskuddene er reduceret med 25-29 procent for kvælstofs vedkommende, 55 procent for fosfor og 43 procent for kalium. Det svarer til en reduktion på hhv. 44-49 kg N/ha, 8 kg P/ha og 16 kg K/ha.
 
Det største fald skete frem til midten af 00’erne, men overskuddet er steget igen de seneste par år, primært som følge af vedtagelsen af Landbrugspakken og hermed udfasning af normreduktionen. Det skal dog understreges, at der ikke kan sættes lighedstegn mellem overskud og udledning til vandmiljøet.

- De mange tiltag, der foretages af den enkelte landmand i marken for at reducere udledning af næringsstoffer, som f.eks. øget anvendelse af efterafgrøder og etablering af vådområder, indgår ikke i beregningen af overskuddet, siger Finn Pilgaard Vinther fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet, der har udarbejdet rapporten sammen med sin kollega Preben Olsen.  

Men hvordan beregnes overskuddet?

Som nævnt er overskuddet differencen mellem landbrugets input og output. Input inkluderer tilførsel til markerne i form af handelsgødning, organisk affald, nedbør og kvælstoffiskering samt tilførsel til husdyrene i form af foder udefra. Output omfatter salgsafgrøder, der høstes fra marken, kød, æg og mælk fra husdyrene samt levering af levende og døde dyr. Den interne udveksling mellem mark og stald i form af hjemmedyrket foder og udbringning af husdyrgødning indgår ikke i balancerne.

Overskuddet dækker altså over, hvad der kan tabes ved ammoniakfordampning fra stald og lager eller ved udbringning, denitrifikation, udvaskning, overfladeafstrømning, men også hvad der kan indbygges i jordens pulje af organiske forbindelser.

Ifølge forfatterne til den nye opgørelse forventes der ikke i de kommende år at ske nævneværdige ændringer i de gennemsnitlige næringsstofoverskud på landsplan. Det skyldes, at tilførslerne af gødning med de nuværende regler forventes at være nogenlunde uændrede, og at høstudbytterne også fremover må formodes at variere fra år til år, med deraf følgende konsekvenser for overskuddet.

Yderligere oplysninger

Du kan downloade rapporten "Næringsstofbalancer og næringsstofoverskud i landbruget 1997/98-2017/18", DCA-rapport nr. 156, 2019, her.

Kontakt
Finn Pilgaard Vinther
Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet
Email: finnpilgaard.vinther@agro.au.dk,

Preben Olsen
Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet
Email: preben.olsen@agro.au.dk