Miljøstyrelsen har for nylig tilbagekaldt 23 sprøjtemidler med PFAS-aktivstoffer, efter nye undersøgelser har vist, at de nedbrydes til det miljøbelastende stof TFA, som nu findes i koncentrationer i grundvandet, der ligger over EU’s grænseværdi.

Forbuddet omfatter blandt andet stoffer som fluazinam og fluopyram, der har været hyppigt brugt som effektive middler mod kartoffelskimmel. Uden midlerne  intensiveres presset på kartoffelproducenterne, som kan risikere væsentlige tab på deres produktion. Ifølge Jørgen E. Olesen, professor og institutleder på Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet, er udfasningen dog ikke kun en miljøsag, men en strukturel udfordring for hele erhvervet:

"Nu og her bliver kartoffelavlerne formentlig nødt til at leve med et større angreb af kartoffelskimmel, end det vi har set tidligere. Bekæmpelsen er ikke længere et individuelt anliggende, men en fælles opgave. Når landmændene mister de mest effektive midler, de har, bliver de afhængige af, hvad naboen gør på sine marker."

PFAS-forbuddet tvinger landbruget til handling

Miljøstyrelsen har fastsat en afviklingsperiode på 6 til 15 måneder afhængigt af, om der findes alternativer. I visse tilfælde må produkterne stadig anvendes i op til 15 måneder – især når der mangler lovlige erstatningsmidler.

Ifølge Jørgen E. Olesen er det netop den korte overgangsperiode, der gør situationen ekstra vanskelig. Han peger på, at landbruget har været inde i en dyb afhængighed af pesticider, og at det – ligesom enhver anden afhængighed – kræver en stor indsats at komme ud af den.

"Den virkelige udfordring er, at landbruget mister de her midler så hurtigt. Når man er afhængig, tager det tid at omstille sig. Men der er faktisk ting, vi kan gøre allerede nu for at mindske forbruget, for eksempel længere stræk mellem kartoffeldyrkning på samme mark," siger han.

Forebyggelse, samarbejde og nye teknologier

Ifølge Jørgen E. Olesen er der ingen vej udenom: Hvis danske kartoffelavlere skal lykkes i en fremtid uden PFAS-pesticider, kræver det både ændret praksis og nye løsninger.

"Vi bliver nødt til at tænke mere forebyggende. Det betyder længere pauser mellem kartoflerne, hurtig destruktion af smittede toppe og fælles branchestandarder eller regulering, så smittetrykket begrænses på tværs af marker. Det er ikke noget nyt. Det er redskaber, som vi har rådgivet om i årevis, men nu bliver branchen nødt til at tage dem mere alvorligt," siger han.

Men forebyggelse rækker kun et stykke. På længere sigt bliver nye teknologier nødvendige. Jørgen E. Olesen peger især på NGT-forædling med ”stackede” resistensgener og nye RNA-baserede bekæmpelsesmidler som vigtige værktøjer, der skal spille sammen med bedre dyrkningspraksis. Han understreger dog, at mange af disse teknologier endnu ikke er tilgængelige i praksis, enten fordi de stadig er under udvikling, eller fordi lovgivningen endnu ikke tillader deres brug.

"De nye teknologier rummer et stort potentiale, men vi kan ikke forvente, at de løser problemerne i morgen. Derfor er vi nødt til at kombinere langsigtet forskning og regulering med de forebyggende tiltag, som vi kan sætte i værk allerede nu," siger han.

Økologien må deltage – ellers svækkes løsningen

Ifølge Jørgen E. Olesen er det afgørende, at også de økologiske avlere ændrer praksis i takt med udfasningen af pesticider. Økologiske kartofler har ofte et højt smittetryk, fordi avlerne ikke har adgang til kemiske fungicider og derfor har været nødt til at leve med kartoffelskimmel som en tilbagevendende realitet i produktionen. I mange tilfælde har økologiske avlere derfor måttet acceptere lavere udbytte og en kortere vækstsæson, fordi planterne typisk visner tidligt, når skimmelangrebene sætter ind.

Men kartoffelskimmel respekterer ikke markskel. Hvis sygdommen breder sig i en økologisk mark, kan den sprede smitten videre til nabomarker med konventionelle kartofler og dermed undergrave indsatsen dér.

"Økologerne er nødt til at indgå i fælles løsninger, ellers risikerer de at svække effekten af de resistente sorter. Resistensen kan nemlig nedbrydes af kartoffelskimmelsvampen. Skal vi bevare deres virkning i længst mulig tid, må økologerne også være med til at minimere smittetrykket," siger han.

Det betyder ifølge Jørgen E. Olesen, at økologer i højere grad må tage del i de samme tiltag som konventionelle avlere. Fx længere dyrkningspauser, hurtigere fjernelse af inficerede toppe og deltagelse i fælles branchestandarder, der gælder på tværs af produktionstyper.

Han understreger, at det er essentielt, at hele erhvervet arbejder ud fra de samme præmisser. Kun på den måde kan de nye redskaber – både forebyggelse, dyrkningsmetoder og resistensforædling – få den ønskede effekt.

Behov for politisk prioritering af forskning

Jørgen E. Olesen peger på, at forskningen i alternativer til pesticider kunne have været længere fremme, hvis der tidligere havde været større politisk vilje til at understøtte området. Han fremhæver, at udviklingen af nye løsninger kræver langsigtede investeringer i både forskning og innovation.

"Jeg ville da ønske, at vi havde været endnu længere fremme med forskningen i alternativer til brugen af pesticider i landbruget, men vi må også bare erkende, at området hos os igennem mange år har været præget af, at omprioriteringsbidraget, der er en årlig besparelse på to procent på forskningen, har gjort det svært at fastholde og udvikle forskningen. Hvis området havde været prioriteret højere politisk, havde vi måske været et andet sted i dag. Jeg håber virkelig, at det nu bliver et fokusområde, som politikerne vil understøtte økonomisk med langtsigtede prioriteringer  – det er der brug for, og vi er i hvert fald klar til at accellere arbejdet," siger han.

Netop udvikling af alternativer er en central del af Institut for Agroøkologis strategi, hvor visionen er et landbrug med lavt pesticidforbrug, hvor effektiv plantebeskyttelse opretholdes uden at gå på kompromis med udbytterne. Det kræver nye løsninger, hvor management på mark- og landskabsniveau, ikke-kemiske metoder, stedsspecifik behandling, resistensforædling og biologiske bekæmpelsesmidler kombineres.

Optimisme for fremtiden – men kun med fælles kur

På trods af de akutte udfordringer for blandt andre danske kartoffelavlere vurderer Jørgen E. Olesen, at der er grund til optimisme:

"Om ti år har vi løst den her udfordring. Det er jeg helt overbevist om. Vi vil stadig være nødt til at forebygge og minimere smittetryk, men vi får samtidig nye resistente sorter og teknologier i værktøjskassen. Med forskningen som omdrejningspunkt, og med øget fokus på området fra politisk hold, kan vi løse det her i fællesskab."