Aarhus University Seal

Forskningsprojekter inden for jordbrug og fødevarer modtager økonomisk støtte fra GUDP

Forskning i mekanisk ukrudtsbekæmpelse og udvikling af et koncept med selvbetjente kælvningsbokse var blandt de AU-projekter, som forleden modtog økonomisk støtte fra Fødevareministeriets program GUDP.

Midler fra Fødevareministeriets GUDP-pulje, der blev uddelt forleden, gik blandt andet til fem forskningsprojekter, som ledes af forskere fra Aarhus Universitet. Foto: AU

Fem forskningsprojekter under ledelse af forskere fra Aarhus Universitet har modtaget økonomisk støtte fra Fødevareministeriets Grønt Udviklings- og DemonstrationsProgram.

De fem projekter, der har ledelse af en forsker fra Aarhus Universitet, er følgende:

Projektet ”Den selvstyrende ko. Udvikling af et koncept med selvbetjente kælvningsbokse”, der skal ledes af Margit Bak Jensen fra Institut for Husdyrvidenskab. Projektet vil udvikle et koncept for enkeltkælvningsbokse, der udnytter koens naturlige tendens til at søge isolation fra flokken før kælvning. Det giver bedre dyrevelfærd, fordi koen kan kælve uforstyrret, og risikoen for kælvningsbesvær og følgesygdomme mindskes. Det giver samtidig en arbejdstidsbesparelse og færre omkostninger for landmanden. Projektet indledes 1. oktober og løber frem til udgangen af 2017.

Projektet ”Nye værktøjer til mekanisk ukrudtsbekæmpelse” ledes af Bo Melander fra Institut for Agroøkologi. Her vil projektdeltagerne blandt andet arbejde på nyudvikling af skærløsninger til radrensning i små rækkeafstand, der kan mindske behovet for en indsats med rodukrudt. 1. august indledes projektet, der løber godt tre år frem – til udgangen af 2017.

Projektet ”Intelligente VIRKemidler til reduktion af kvælstofudvaskningen (VIRKN)” har seniorforsker Ingrid K. Thomsen fra Institut for Agroøkologi som leder. Hun skal styre arbejdet med blandt andet at bestemme den udvaskningsmæssige effekt af kvælstoftilførsel kombineret med nuværende og potentielle virkemidler som efterafgrøder, tidlig såning af vinterhvede og udnyttelse af spildkorn og ukrudt som efterafgrøde. Herved findes den økonomisk optimale kombination af kvælstoftilførsel og virkemiddel ved en given tilladelig udvaskning. Endvidere skal bytteforhold mellem kvælstofnorm og virkemiddel bestemmes i forskningsprojektet, som søsættes 1. oktober og afsluttes 30. september 2018.

Projektet ”Adsorberende stoffer til reduktion af hangriselugt” ledes af seniorforsker Nuria Canibe fra Institut for Husdyrvidenskab. Projektet skal afdække om androstenon, der er en af to komponenter, som giver afsmag til kød fra orner, absorberes fra tarmen og i hvilket omfang effekten af adsorberende stoffer som aktivt kul på androstenon i blodplasma kan tilskrives bindingen af androstenon i tarmen og binding af kønshormoner, der potentielt kan påvirke androstenonomsætningen i leveren.  Denne viden kan anvendes i bestræbelserne på at reducere koncentration af androstenon i fedtvæv og derved lugt fra ornekød.

Endelig er der givet støtte til projektet ”Reduktion af energiforbrug ved optimeret fugtstyring i væksthuse”, som ledes af lektor Carl-Otto Ottosen fra Institut for Fødevarevidenskab.   
 
Programmet gav støtte til 22 forskellige projekter, som i alt modtog 91 mio. kr. GUDP uddeler midler over to ansøgningsrunder årligt, og denne runde havde 68 ansøgere. Ansøgningerne er bedømt ud fra otte kriterier, herunder bæredygtighed, effektivitet og værdiløft.

Yderligere oplysninger:

Projektet ”Den selvstyrende ko. Udvikling af et koncept med selvbetjente kælvningsbokse” - Seniorforsker Margit Bak Jensen, Institut for Husdyrvidenskab, telefon: 8715 7941, e-mail: margitbak.jensen@agrsci.dk
Projektet ”Nye værktøjer til mekanisk ukrudtsbekæmpelse” - Lektor Bo Melander, Institut for Agroøkologi, telefon: 8715 8198, e-mail: bo.melander@agrsci.dk 

Projektet ”Intelligente VIRKemidler til reduktion af kvælstofudvaskningen (VIRKN)” – Seniorforsker Ingrid K. Thomsen, telefon: 8715 7763, e-mail: ingrid.thomsen@agrsci.dk 

Projektet ”Absorberende stoffer til reduktion af hangriselugt” – Seniorforsker Nuria Canibe, Institut for Husdyrvidenskab, telefon: 8715 8058, e-mail: nuria.canibe@agrsci.dk 

Projektet ”Reduktion af energiforbrug ved optimeret fugtstyring i væksthuse” – Lektor Carl-Otto Ottosen, telefon: 8715 8373, e-mail: co.ottosen@agrsci.dk