Aarhus University Seal

De vil få naturvidenskab ned i børns øjenhøjde

Et nyt og forpligtende samarbejde mellem Flakkebjerg Friskole, Flakkebjerg Efterskole og Aarhus Universitet i Flakkebjerg skal styrke børns og unges interesse for naturvidenskab.

Fra Venstre: Matthæus Hejl Pedersen, Aarhus Universitet, Jan Coermann, forstander Flakkebjerg Efterskole, Kim Hebelstrup, Aarhus Universitet, Line Nielsen, Flakkebjerg Friskole og Michael Fynsk giver hånd på aftalen. Photo: Flakkebjerg Efterskole

Bag initiativet står sciencelærer Michael Fynsk, der i flere år har arbejdet målrettet på Flakkeforskerne, hvor undervisning i naturfag kobles tæt til praksis, virkelighedsnære problemstillinger og samarbejde med forskningsverdenen.

”Vores elever er nysgerrige og har brug for at se, hvordan naturfag kan gøre en forskel og hvad det er i virkeligheden". "Netop det kan styrkes gennem dette samarbejde,” fortæller Michael.

Lektor og forsker, Kim Hebelstrup fra Aarhus Universitet i Flakkebjerg har været en engageret medspiller fra start og ser stort potentiale i et samarbejde:

”Ved at give børn og unge mulighed for at opleve naturfag i øjenhøjde med forskningen, håber jeg, at vi kan skabe en motivation og lyst til at lære om, hvordan videnskaberne er nøglen til at forstå menneskets rolle i naturen” siger han.

Samarbejdet er tænkt som en brobygning mellem folkeskole, efterskole og forskningsverdenen. Målet er at give eleverne unikke erfaringer med, hvordan natur-, fødevare- og jordbrugsvidenskab er en del af løsningen på samtidens klima- og miljøproblemer – og dermed vække en vedvarende interesse, der kan række langt ud over klasseværelset.

Aftalen er underskrevet af Institutleder Jørgen E. Olesen (Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet), Skoleleder Line Nielsen (Flakkebjerg Friskole) og Forstander Jan Coermann (Flakkebjerg Efterskole).

I Flakkebjerg håber vi på at kunne inspirere omverdenen i hvad der er muligt ift. samarbejde med forskellige aktører, og vi er altid klar til en kop kaffe og en snak.