DCA trækker oksekødsrapport tilbage
DCA - Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug og forfatterne til rapporten om klimabelastningen fra oksekød har besluttet at trække rapporten tilbage, da den ikke lever op til universitetets standarder omkring armslængde og uafhængig forskning. Rapportens indhold skal gennemgå uafhængig international bedømmelse ved peer review.
I lyset af den heftige debat og kritik har DCA i forståelse medforfattergruppen bag rapporten ”Okse- og kalvekøds klimapåvirkning gennem hele værdikæden sammenholdt med ernæringsaspekter i forskellige kostmønstre” besluttet at trække rapporten tilbage.
”I denne sag kan der stilles spørgsmål ved armslængden til erhvervsinteresser; bl.a. fordi erhvervspartnere har haft lejlighed til at give input og kommentarer under skrivning af rapport og pressemeddelelse. Det lever ikke op til de standarder, universitetet har omkring uafhængig forskning og god forskningsskik, og vi har derfor valgt at trække rapporten tilbage. Vi kan ikke leve med at sådanne forhold skaber tvivl i offentligheden om universitetets integritet og der vil nu blive strammet op på procedurerne. Da rapporten ikke lever op til vores normale standarder om armslængde, leverer vi de bevilgede midler fra Kvægafgiftsfonden tilbage.” siger Niels Halberg, direktør i DCA.
”Vi sætter pris på, at rapporten og dens resultater nu bliver sendt til peer review, så der kan komme fokus på de vigtige resultater”, siger seniorforsker Lisbeth Mogensen og seniorforsker, emeritus John E. Hermansen, Institut for Agroøkologi, som er forfattere på rapporten sammen med seniorforsker Ellen Trolle fra DTU Fødevareinstituttet.
”Vi står fortsat inde for den gennemførte forskning og dens resultater, selvom den ikke har levet op til armslængdeprincippet. Den bedste måde at imødegå faglig kritik på, er ved at internationale forskere nu gennemgår metoder og resultater via peer review”, siger Niels Halberg.
Yderligere oplysninger
kontakt: Direktør for DCA Niels Halberg niels.halberg@dca.au.dk 45 87158037 45 29630093