Aarhus University Seal

AU udgiver nyt supplerende kortlag til Kulstof2022-kortet

I et nyt notat præsenterer forskere fra Aarhus Universitet et opdateret kortlag, der kan udpege de områder, hvor sikkerheden for forekomst af tørvejorder er størst.

Photo: Luftfoto af Skjern Å og omkringliggende lavbundsjorde. Foto: Colourbox

I december 2023 offentliggjorde Aarhus Universitet et nyt kulstofkort, der gav et opdateret og mere præcist overblik over indholdet af tørv i de danske landbrugsjorder. Læs om kortet her.

I et nyt, opdateret kortlag kan forskerne præsentere en mere sikker beregning af sandsynligheden for tørv på lokalt niveau. Tørvejorde defineres som områder med en organisk kulstofkoncentration over 6 procent i de øverste 30 centimeter af jordprofilen.

Det nye kortlag er sammensat af kort udarbejdet i Tørv2022 og projektet DIGIJORD. Sammensætningen betyder, at kortet bedre tager højde for de lokale usikkerheder i de to underliggende kort.

Notatet er en del af den forskningsbaserede rådgivning, som Aarhus Universitet udfører for Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

Ny kombination

I det nye kortlag udregnes de kortlagte sandsynligheder for tørv ud fra en ny kombination af de tidligere anvendte kortlag.

Sandsynlighederne for tørv fra Tørv2022-kortet er anvendt for alle arealer inden for historiske tørvearealer samt arealer med mere end 6 procent kulstofindhold i Tekstur2014-kortet. Sandsynlighederne for tørv fra DIGIJORD er anvendt for alle øvrige arealer.

Det betyder, at det nye kort afhjælper en del af de allerede beskrevne usikkerheder, der optrådte i det tidligere kortlag.

Det bør dog bemærkes, at en væsentlig del af usikkerhederne i Kulstof2022 bunder i den gældende afgrænsning af historiske tørvearealer. En forbedret kortlægning af tørvejorde udenfor dette areal vil derfor nødvendiggøre en opdateret afgrænsning af historiske tørvearealer.

Det bør også undersøges, om usikkerhederne forbundet med kombinationen af kortlag kan afhjælpes ved at kortlægge indholdet af organisk kulstof med en samlet model for lavbundsjorde og højbundsjorde.

Et supplement

Der er altså flere muligheder for en yderligere forbedring af de landsdækkende kulstofkort og sandsynligheden for tørv på længere sigt.

Det kan derfor forventes, at fremtidige kortlægningsindsatser fortsat vil bidrage til at øge sikkerheden og anvendeligheden af det tilgængelige datagrundlag for regulering af kulstofrige jorde.

Det nye kortlag giver ikke et fuldkomment billede af tørvejordenes udbredelse på landsplan. Det er derfor ikke meningen, at kortet skal erstatte Kulstof2022. Det skal derimod betragtes som et supplement.

Supplerende oplysninger

Vi bestræber os på, at alle vores artikler lever op til Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation.

For mere information se deklarering i databladet i følgende:

Supplerende kortlægning af usikkerheder i Kulstof2022kortet – Del 1