Aarhus University Seal

37 fonds-millioner til at transformere det danske landskab

Københavns Universitet begynder et stort forskningsprojekt sammen med SEGES Innovation og Aarhus Universitet, herudover vil en række andre universiteter, myndigheder og organisations- og businesspartnere deltage. Opgaven er at understøtte lokale aktører i Danmark til at nå målene om ændret arealanvendelse fra aftalen om Den Grønne Trepart.

Photo: Emil Skole Læsøe, SEGES Innovation

Et bredt hold blandt landets førende forskere i miljø, landbrug, biodiversitet og arealanvendelse har fået 37,7 millioner af Novo Nordisk Fonden og 15. Juni Fonden til at etablere projektet TRANSFORM. Bevillingen er en del af Nove Nordisk Fonden’s 10 milliarder kroner til at understøtte projekter inden for rammerne af Den Grønne Trepart.

Det er en monumental udfordring at lave en gennemgribende forandring af vores landskaber, men det er nødvendigt for at opfylde krav til vandmiljø, klima, biodiversitet og et bæredygtigt landbrug, siger professor Henrik Vejre, Københavns Universitet. Den store udfordring er at Danmarks landskab blev indrettet efter at kunne understøtte landbruget og skovbruget i det 19. og 20. århundrede. Derfor er der behov for at finde nye løsninger på, hvordan vi bedst bruger arealerne, så der er plads til både fødevareproduktion, natur og miljø

Professor Tommy Dalgaard fra Aarhus Universitet Institut for Agroøkologi supplerer: Det handler grundlæggende om danskernes forhold til landskabet. Hvordan ønsker vi vores land og natur forvaltet? – Og hvad, hvordan og hvorledes skal vores landbrug producere i fremtiden? I disse spørgsmål skal den naturvidenskabelige viden understøttes af ekspertise fra andre discipliner såsom jura, økonomi, antropologi, samfundsvidenskab og kulturhistorie.

Når målene fra aftalen om et grønnere Danmark skal nås ude i landet, er det lokale aktører, der har ansvaret for implementeringen.

Mange opgaver i projektet TRANSFORM skal løses lokalt med særlig inddragelse af lokalområderne i Lemvig, Lolland og Silkeborg gennem etablering af såkaldte Living Labs. Disse områder er valgt, fordi der er et stærkt lokalt ønske om at tænke nyt, de tre områder er meget forskellige med forskellige problemer og mulige løsninger - og de supplerer hinanden godt.

Når man politisk har valgt at vil investere 43 milliarder i at transformere Danmark, så skal det gøres på en robust og langtidsholdbar måde, hvor vi får anvendt al den ekspertise, der findes både på vidensinstitutionerne og hos de mange forskellige lokale og nationale aktører, siger Miljøchef Irene Wiborg, SEGES.

Det er nødvendigt at bringe mange aspekter i spil for, at missionen i den grønne trepart lykkes. Fra SEGES Innovation bidrager vi med eksperter i landbrugets økonomi, erhvervets værdikæder, formidling, dataanvendelse, aktørinddragelse og arealanvendelse.

Tværfaglighed er således en hjørnesten for projektet, der bringer eksperter fra rådgivningen, kommunerne og lokale aktører fra hele landet sammen med forskere fra flere danske universiteter.

***

Henrik Vejre fortæller, at den officielle indvielse af TRANSFORM-projektet finder sted den 23. april 2025 i de historiske omgivelser på Bernstorff Slot. Slottet var udgangspunkt for de store jordreformer i 1700-tallet. J. H. E. Bernstorff og A.P. Bernstorff, lod i 1760’erne Bernstorffs jords i Vangede, Ordrup og Gentofte udskifte og tildelte bønderne ejendomsret til deres gårde. Med det udgangspunkt tager vi fat på endnu en reform af vores arealer.

Dagen vil byde på oplæg fra centrale aktører, præsentation af projektets målsætninger og strategiske retning, samt en fælles fejring af, at vi nu sammen tager de første skridt mod en langsigtet transformation af vores landskab og samfund. Sammen med hele holdet bag TRANSFORM projektet ser vi meget frem at komme i gang med arbejdet og til at fejre begivenheden i festlige rammer.

Kontakt:

Henrik Vejre
Professor
Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning
E-mail: hv@ign.ku.dk
Telefon: +4535331819

Irene Wiborg

Miljøchef

SEGES Innovation

E-mail: iaw@seges.dk

Telefon: +4530921733

Tommy Dalgaard

Professor

Aarhus Universitet, Institut for Agroøkologi.

Center for Landscape Research in Sustainable Agricultural Futures (Land-CRAFT.dk) og Center for bæredygtige landskaber i en foranderlig verden (Sustainscapes.org).

E-mail: tommy.dalgaard@agro.au.dk

Telefon: +45 20706132

A group of logos on a white background AI-generated content may be incorrect.