Aarhus Universitets segl

Studerende fra AU FOOD vinder internationalt fellowship program med ny tilgang til proteiningredienser

Tre ph.d.-studerende fra Institut for Fødevarer ved Aarhus Universitet (AU FOOD) har med forretningsidéen NOLA Protein Ingredients vundet EIT Foods Innovator Fellowship Programme. Med en bevilling fra The Kitchen og yderligere funding fra Spin-outs Denmark, kan de nu arbejde videre på den spirende forretningsidé.

Fra venstre: Simone Bleibach Alpiger, Francesca Monticone, Roberta Bosu, Katherine Grasberger og Julie Frost Dahl. Foto: EIT Food

Skal vi til at gentænke den måde, vi producerer fødevareingredienser på? Det mener tre unge forskere fra AU FOOD, der netop har vundet EIT Foods Innovator Fellowship Programme med deres forretningsidé NOLA Protein Ingredients.

Deres cirkulære koncept har ikke kun imponeret juryen hos EIT Food, også AUs startup hub The Kitchen og Spin-outs Denmark har bevilliget penge til, at de kan fortsætte deres entreprenørrejse.

EIT Food er støttet af Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT), der hører under den Europæiske Union.  

”Sku’ I ikke?”

For lidt over et halvt år siden blev de tre ph.d- studerende fra AU FOOD prikket på skulderen af deres vejleder. De tre studerende var Simone Bleibach Alpiger, Katherine Grasberger og Julie Frost Dahl, og vejlederen, der prikkede dem på skulderen, var professor Milena Corredig.

Hun opfordrede dem til at søge ind på EIT Foods Innovator Fellowship Programme, og der skulle ikke meget til at overbevise de tre unge talenter – så som sagt, så gjort.

Til en indledende kursusdag fandt de tre AU-studerende under en form for speeddating hurtigt Roberta Bosu, tidligere studerende på University of Bologna og Francesca Monticone PostDoc på University of Bologna, der sad med lige præcis de egenskaber, de manglede på holdet – og sådan blev NOLA Protein Ingredients født.

Fra forskning til forretningsidé

Grundlaget for forretningsidéen er Simone Bleibach Alpigers ph.d.-projekt, hvor hun har arbejdet med netop proteiningredienser.

Idéen bag projektet er at skabe mere funktionelle plantebaserede proteiningredienser. Industrien er udfordret på kvaliteten af de plantebaserede produkter, der allerede er på markedet.

De proteiner, der udvindes fra planter, er ikke funktionelle nok, og der skal derfor ofte tilsætningsstoffer til for at opnå de rigtige egenskaber.  

”Vi vil gerne væk fra tanken om, at ingredienserne skal oprenses til en eller anden specifik renhedsgrad, men i stedet kigge på, hvordan vi bedst kan skabe en ingrediens med den funktionalitet, der egner sig til en bestemt type fødevare,” siger Katherine Grasberger.

På nuværende tidspunkt bearbejder de fleste virksomheder oliefrø for at få en specifik hovedingrediens, olien, ud af dem. Først efterfølgende bliver der forsøgt at finde en måde at udnytte restproduktet fra produktionen.

”Lige nu arbejder vi med raps, men vi gentænker måden at gøre det på. Normalt vil man presse olien ud af rapsen og så stå tilbage med et restprodukt – det, der kaldes en pressekage – hvor proteinets egenskaber går tabt på grund af den måde, frøet er forarbejdet på,” siger hun.

A diagram of a process Description automatically generated

Illustration: NOLA Protein Ingredients.

Den proces har forskerne vendt på hovedet.

”I stedet for at beskæftige sig med et forarbejdet biprodukt, udvinder vi både olie og protein samtidig, hvilket sikrer begge ingredienser i den mest naturlige og funktionelle tilstand,” tilføjer Julie Frost Dahl.

Skaber stor værdi

Studerende fra Institut for Fødevarer deltager jævnligt i entreprenørprogrammer og konkurrencer, der er tilrettelagt af EIT Food.

Professor Milena Corredig fortæller ofte sine studerende, hvis hun hører om et projekt, der passer til deres specifikke profil eller interesser.

”Jeg prioriterer at undervise i entreprenørskab, fordi jeg synes at forskningsbaseret entreprenørskab skal fostres, så det kan lede til fantastiske innovationer, nye måder at forske på og gøre en forskel i samfundet,” siger forskeren.

Hun kan også se, hvor meget de studerende vokser med de oplevelser og udfordringer, de møder.

” Jeg arbejder med unge talenter helt fra bachelorstuderende til AU-ansatte. Forskning har en særlig plads I at skabe resultater I en verden i forandring, og til det har vi brug for de her unge, nysgerrige hjerner”, siger Milena Corredig. 

Forskningen fortsætter

Udover at have vundet det prestigefyldte EIT Food Innovator Fellowship Programme har de studerende bag NOLA Protein Ingredients også modtaget et forskningslegat fra Spin-outs Denmark, der gør, at Simone Bleibach Alpiger kan fortsætte den forskning, der ligger til grund for virksomheden som postdoc hos AU FOOD.

”Det er et etårigt legat som man kan søge, hvis man har en forskningsidé, der har kommercielt potentiale. Det betyder, at vi får mulighed at videreudvikle processen, som ligger til grund for NOLA Protein Ingredients, samtidig med at vi indgår i et business trænings- og mentoring program,” siger Simone Bleibach Alpiger.

De unge iværksættere er også blevet en del af Aarhus Universitets startup hub, The Kitchen, hvor de kan få råd og sparring til deres spin-out-virksomhed. 

Supplerende oplysninger Vi bestræber os på, at alle vores artikler lever op til Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation. På den baggrund er artiklen suppleret med følgende oplysninger:
Projektnavn NOLA Protein Ingredients
Finansiering
 
Programme is financed by EIT Food
Interessekonflikt Ingen
Ekstern kommentering EIT Food skal per kontrakt se et udkast af pressemeddelelsen
Samarbejdspartnere EIT Food
Kontakt

Professor Milena Corredig, AU FOOD
22 71 91 32
mc@food.au.dk

About EIT Food

The Innovator Fellowship Programme is a project under the support of EIT Food. EIT Food is the world’s largest and most dynamic food innovation community. We accelerate innovation to build a future-fit food system that produces healthy and sustainable food for all.

Supported by the European Institute of Innovation and Technology (EIT), a body of the European Union, we invest in projects, organisations and individuals that share our goals for a healthy and sustainable food system. We unlock innovation potential in businesses and universities and create and scale agrifood startups to bring new technologies and products to market. We equip entrepreneurs and professionals with the skills needed to transform the food system and put consumers at the heart of our work, helping build trust by reconnecting them to the origins of their food. 

We are one of nine innovation communities established by the European Institute of Innovation and Technology (EIT), an independent EU body set up in 2008 to drive innovation and entrepreneurship across Europe.  

Find out more at www.eitfood.eu or follow us via social media: X (formerly Twitter)FacebookLinkedInYouTube and Instagram.