Aarhus Universitets segl

Sikkerhedskopi af rodfrugter

Kloner af jordskok og peberrod opbevares for en sikkerheds skyld to forskellige steder i Danmark. Aarhus Universitet har ansvaret for rodfrugternes opbevaring.

Forskellige sorter af jordskok og peberrod bevares for fremtiden ved hjælp af kloner plantet på friland to forskellige steder i Danmark.

Husk at tage en sikkerhedskopi! Det får man altid at vide, når man gemmer noget på sin computer. Det samme gør sig gældende inden for frugt og grønsager. Med et nyt projekt finansieret af NaturErhvervstyrelsen under Fødevareministeriet vil forskere ved Aarhus Universitet sikre, at udvalgte sorter af jordskokker og peberrod gemmes i en sikkerhedskopi” og samtidig anvendes som udstillingsvindue for offentligheden.

 

For at sikre, at værdifulde plantegenetiske ressourcer ikke går tabt for altid, er der en national samling af humle, jordskokker, peberrod, rabarber og skalotteløg – såkaldte vegetativt formerede grønsager – på friland på Aarhus Universitets forskningscenter AU Årslev. Sikkerhedskopier af sorter af jordskok og peberrod i form af kloner har hidtil været opbevaret i den Økologiske Have ved Odder.

 

- For at øge bevaringssikkerheden er det vigtigt, at klonsamlingerne placeres andre steder i landet, forklarer Merete Brødsgaard Henriksen, akademisk medarbejder fra Aarhus Universitet.

 

For en sikkerheds skyld
Opbevaring på friland er forbundet med en betydelig risiko, da planterne er mere udsatte for

blandt andet sygdomme, og dermed kan gå tabt. Ved at have dubletter af samlingerne andre steder øges sorternes mulighed for overlevelse. Hvis det skulle gå galt det ene sted, kan man reetablere med sikkerhedskopien fra det andet sted.

 

Da den Økologiske Have er gået konkurs, er det nødvendigt at etablere et andet opbevaringssted for klonerne af jordskok og peberrod. Valget er faldet på besøgshaven Krogerup Avlsgaard ved Humlebæk. Gården ejes af Miljøministeriet, men jorden er forpagtet af den økologiske virksomhed Aarstiderne.

 

- Vi lagde vægt på, at klonsamlingen skulle placeres et sted, som ville være et godt udstillingsvindue mod offentligheden, da formidlingen er en vigtig del af projektet, siger Merete Brødsgaard Henriksen.

 

På besøgsgården får jordskokkerne og peberrødderne nemlig ikke alene et sikkert hjem. De får også masser af besøg. Gæsterne kan se planterne, høre om planternes historie og smage på de sunde og lækre varer.

 

Aktiv og velbesøgt have
Projektet vil etablere 18 kloner/sorter af jordskok og 10 kloner/sorter af peberrod på Krogerup Avlsgaard. Haven er et populært udflugtsmål med et årligt besøgstal på 40.000. De fleste af aktiviteterne handler om at dyrke jorden og lave mad. De besøgende spænder fra skoleelever og børnefamilier til kokkeelever, direktører og haveentusiaster.

 

Udover at øge muligheden for klonsamlingens overlevelse er formålet med projektet at fremme forbrugernes valgmuligheder og inspirere til sunde kostvaner. Desuden vil grønsagsavlere få viden om forskellige sorter med forskellige høsttidspunkter, så de kan udvide dyrkningssæsonen ved at dyrke flere sorter.

 

Det treårige projekt udføres i et samarbejde med Aarstiderne og AgroTech.

 

Yderligere oplysninger: Akademisk medarbejder Merete Brødsgaard Henriksen, Institut for Fødevarer, e-mail: merete.brodsgaard@agrsci.dk, telefon: 8715 8332