Se video om AU-Foulums nye og helt unikke foderfabrik

Aarhus Universitet i Foulum indviede i år en helt ny foderfabrik, som fremstiller foder til de mange forskellige forsøg, der foregår på forskningscenteret. Nu kan du se en video, som giver et indblik i det særlige møllerianlæg og dets mange funktioner.

29.06.2018 | Linda Søndergaard Sørensen

I ny video, udarbejdet af SKIOLD, kan du se og høre mere om AU-Foulums nye møllerianlæg og dets mange særlige funktioner. (find link nederst på siden).

I foråret 2018 tog Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet i Foulum et helt nyt møllerianlæg i brug, som dagligt producerer foder til instituttets mange vidt forskellige forsøg. Her er der tale om forsøg, som handler om at optimere fodring, sundhed, dyrevelfærd, effektivitet og foderøkonomi hos svin, fjerkræ, kvæg og heste.

 

Et unikt og meget fleksibelt anlæg
Anlægget er helt unikt, da det adskiller sig fra alle gængse møllerianlæg, som står på tusindvis af landbrug over hele verden. Det består af blandt andet tre typer blandere, skivemølle, hammermølle og valse samt to pillepressere og extruder. Der kan således produceres foder med forskellig struktur, pillestørrelse og sammensætning. Der kan produceres både meget små mængder og større mængder til længerevarende forsøg.


Hele anlægget er bygget op om et antal mobilsiloer, som kan flyttes rundt i anlægget. På denne måde kan de forskellige processer i foderfremstillingen til- eller fravælges alt efter formål og typen af forsøg. 


Anlægget er opbygget til fleksibel drift, hvor der er mange muligheder for at producere specielle foderblandinger.

Det er SKIOLD A/S, der har leveret udstyret til den nye foderfabrik, som erstattede et mere end 30 år gammelt anlæg. I denne video, udarbejdet af SKIOLD, kan du se og høre mere om anlægget og dets mange særlige funktioner:

LINK TIL VIDEO: https://www.linkedin.com/feed/update/urn:li:activity:6412917238592004096

 

Flere oplysninger

Chefkonsulent Jens Bech Andersen,

Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet

E-mail: Jba@anis.au.dk

Anis, Kvæg, Fjerkræ, Heste, Svin