Aarhus Universitets segl

Malkekøer skal have biprodukter på menukortet

Biprodukter fra den stærkt stigende fremstilling af bioethanol og biodiesel kan med fordel anvendes som foder til malkekøer i langt større grad end tilfældet er i dag. Biprodukterne har en potentielt gavnlig effekt økonomisk såvel som fodringsmæssigt.

Fodring af malkekøer med biprodukter fra fremstillingen af bioenergi har et betydeligt økonomisk og fodringsmæssigt potentiale. Foto: AU

Til trods for deres store potentiale i mælkeproduktionen udgør biprodukter fra fremstillingen af bioenergi kun en begrænset del af foderrationen til malkekøer. Det skyldes i særdeleshed den varierende kvalitet og usikkerhed om biprodukternes effekt på dyr og mælkekvalitet, når de anvendes i store mængder. Den manglende viden på området ønsker forskere ved Aarhus Universitet at gøre noget ved i et nyt projekt.

- Projektets formål er at skabe ny viden, som giver mælkeproducenterne grundlag for at anvende en større mængde af den stigende produktion af biprodukter fra fremstilling af bio-ethanol og -diesel i foderrationen, siger Jakob Sehested, lektor ved Aarhus Universitet.

Kvalitet og anvendelighed skal kortlægges
Udbuddet af biprodukter stammer fra en stadigt voksende gruppe af internationale udbydere, men kvalitet og sammensætning er ofte meget varierende. På grund af den varierende kvalitet hersker der stor usikkerhed om biprodukternes effekt på dyrene, produktionen og mælkens kvalitet ved brug af større mængder. Det resulterer i, at mængden af biprodukter udgør en lav andel af den samlede foderration.

 

For at biprodukter skal indgå i større omfang i foderrationen er der brug for mere viden på området. Med projektet ønsker forskerne at skabe viden om udbud og kvalitet af biprodukter samt deres anvendelighed i praksis. Helt konkret vil de ud fra praktisk og teoretisk viden definere standarder for kvaliteten af biprodukterne. De vil analysere variationen i biprodukternes kvalitet og gennemføre forsøg med biprodukter af varierende kvaliteter for på den baggrund at skabe viden om den optimale anvendelse.

 

Billigere fodring og øget mælkeproduktion
Potentialet ved at anvende biprodukter som foder er stort. De er et prisbilligt alternativ til andre fodermidler, og hvis de udnyttes på den mest optimale måde, kan de medføre en øget mælkeproduktion.

- En større viden samt standardisering af kvaliteten vil medføre en mere optimal udnyttelse af fx bærme til kvæg med mulighed for øget produktion af mælk og kød, billigere fodring og reduceret miljøbelastning, samtidig med at mælkekvaliteten holdes høj og uden smagsfejl, siger Jakob Sehested.

Projektet søger lige nu kvægbrugere, der – gerne i udstrakt grad – anvender biprodukter i foderrationen. Derudover søges importører af bl.a. bærme. Er du interesseret i at deltage i projektet, så kontakt seniorkonsulent Eva Søndergaard, AgroTech, telefon: 8743 8461, e-mail: evs@agrotech.dk

 

Projektet, som løber i perioden 2012-2014, er støttet økonomisk af Mælkeafgiftsfonden, AgroTech, DLG og Arla Foods og er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Sveriges Lantbruksuniversitetet, AgroTech, Videncenter for Landbrug, Kvæg, DLG, Arla Foods samt Kvægbrugets Forsøgscenter.

 

Yderligere oplysninger: Lektor Jakob Sehested, Institut for Husdyrvidenskab, telefon: 8715 7893, e-mail: jakob.sehested@agrsci.dk