Mælk - en billig råvare med enorm værdi

Mejeriforskning er et af kerneområderne på Aarhus Universitet – og med god grund. Ny viden om mælkens sammensætning og kvalitet er af afgørende betydning for såvel forbrugernes sundhed som erhvervets udvikling.

27.09.2016 | Nina Hermansen

På Aarhus Universitet arbejder forskerne sammen med erhvervet om alle led i produktionskæden. Foto: Jesper Rais

Mælk er big business. Alene i 2015 eksporterede danske producenter mejeriprodukter for en værdi af knap 17 mia. kr., og mælk udgør således ikke bare en væsentlig indtægtskilde for den enkelte landmand og for mejerierne, men også for samfundet som helhed.

Men hvorfor er netop dansk mælk og danske mejeriprodukter i så høj kurs? En stor del af forklaringen skal man finde i det tætte forskningssamarbejde mellem virksomheder og universiteter.

På Aarhus Universitet arbejder forskerne sammen med erhvervet om alle led i produktionskæden – fra sammenhængen mellem gener og mælkens funktionalitet, til nye forarbejdningsmuligheder og undersøgelser af de sundhedsmæssige aspekter af det at indtage mælk. Den brede tilgang til emnet er også en af grundene til, at Aarhus Universitet via DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug rådgiver Miljø- og Fødevareministeriet om netop råvare- og fødevarekvalitet, herunder mælk.

På Institut for Fødevarer, der har mejeriforskning som fokusområde, er institutleder Michelle Williams meget bevidst om vigtigheden af samarbejdet mellem forskningsmiljøerne og erhvervet:

- Mælkens sammensætning og råvarekvalitet er af stor betydning for både ernæringsværdien og for, hvor egnet den er til fremstilling af mejeriprodukter. På Aarhus Universitet arbejder vi derfor konstant på at sikre, at vores mejeriforskning modsvarer både erhvervets og myndighedernes behov for ny viden og nye teknologier. Det handler ikke alene om at understøtte virksomhederne, men også om at sikre, at forbrugerne får adgang til gode og sunde fødevarer, siger Michelle Williams.

Begynder med genet

Et af de områder, hvor universitetet står særligt stærkt, er inden for genetik. Her arbejder forskerne på tværs af institutter bl.a. på at klarlægge, hvordan køers gener spiller ind på mælkens egenskaber, og hvordan man både kan tilpasse avlsmaterialet, men også ændre mælkens sammensætning via foderet.

- Det er et forholdsvis nyt forskningsområde, som rummer store potentialer, siger Michelle Williams og fremhæver bl.a. et projekt, hvor forskerne har vist, at der er væsentlige forskelle mellem individuelle køer og racer med hensyn til, hvor god deres mælk er til at koagulere, dvs. hvor egnet mælken er til osteproduktion.

Men Aarhus Universitet har også stort fokus på forløbet fra det tidspunkt, mælken har forladt koen, og til det indtages hjemme ved køkkenbordet. Derfor arbejder forskerne sammen med især Arla Foods om at skaffe ny viden om sammenhængen mellem kvalitet og produktionsmetoder, processering og opbevaring.

- Det rummer mange aspekter og handler både om at afprøve nye teknologier til eksempelvis køling og emballering, men også om at undersøge, hvordan man konkret reducerer indholdet af salt i ost og får laktosefri mælk til at holde sig længere, siger Michelle Williams.

Ernæring i centrum

Megen af denne forskning ville være spildt, hvis der i sidste ende ikke var efterspørgsel på mælk. Det er der heldigvis. Danskerne drak i gennemsnit 88 liter konsummælk sidste år – og det tal har været stabilit de seneste ti år. Derfor er forbrugeraspektet også væsentligt for forskerne.

Sidste år offentliggjorde Arla Foods, at de investerer 62,5 mio. kr. i et nyt forskningscenter med Aarhus Universitet og Københavns Universitet som samarbejdspartnere. Midlerne forventes at finansiere 40 ph.d.- og postdoc-stillinger målrettet forskning i mejeriprodukters ernærings- og sundhedseffekter.

- Vi har i forvejen et rigtigt godt samarbejde med den danske mejeribranche, og med det nye forskningscenter markerer vi, at Danmark er førende, når det kommer til forskning og talentudviklingen inden for sunde mejeriprodukter og ernæring, siger Michelle Williams.


Yderligere information

BESØG TEMASIDEN

Institutleder Michelle Williams
Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet
E-mail: mw@food.au.dk
Telefon: 8715 7957/87158 335
Mobil: 2517 0049

 

 

 

DCA, Food