Fremtidens intelligente landbrug står for døren
Små robotter kan være et vigtigt værktøj i bestræbelserne på at bjerge biomasse, hvor store landbrugsmaskiner har det svært. På en temadag på Agro Business Park 26. september viser forskere en ny letvægtsmaskine frem, der kan høste lavbundsarealer.
Teknik er overalt i landbruget, og den bliver smartere og smartere. Droner, der kan spotte ukrudt på markerne eller råvildt, er på spring ind i landbruget og et af de nyeste tiltag er anvendelse af små robotter på markerne.
Erhvervsudviklingsprojektet GrassBots, der blandt andet tæller forskere fra Aarhus Universitet og Syddansk Universitet og en række andre partnere, arbejder i øjeblikket på at udvikle en platform, der via en lille og let landbrugsmaskine er i stand til at høste på lavbundsarealer, hvor de traditionelle landbrugsmaskiner må give fortabt.
Maskinen demonstreres med tre forskellige redskaber i forbindelse med tema- og demonstrationsdagen Fremtidens intelligente landbrug på Agro Business Park, som finder sted 26. september.
Her vil involverede forskere og virksomheder demonstrere mulighederne med en semi-autonom redskabsbærer fra Lynex. På et mindre forsøgsareal ved Agro Business Park demonstreres tre letvægtsredskaber, der er tilpasset Lynex-maskinen. Redskaberne er udviklet af Kongskilde Industries.
Desuden vil der blive fremvist et værktøj, der kan planlægge en ruteplan for systemet.
- Formålet med projektet er blandt andet at udvikle små landbrugsmaskiner, der er i stand til at bjerge biomasse fra lavbundsjorde i for eksempel ådale. Biomassen herfra kan få en betydelig rolle i fremtidens biobaserede samfund. I ådalene eller anden svær tilgængelig jord kan høst af flerårige afgrøder forbedre natur og miljø, samtidig med at der kommer råvarer til biobaseret produktion, forklarer Claus Aage Grøn Sørensen, seniorforsker hos Institut for Ingeniørvidenskab.
Bag arrangementet står en lang række partnere, der indgår i projektet GrassBots, som er et projektsamarbejde mellem danske virksomheder og universiteter.
Samme dag arrangeres en temadag om efter- og mellemafgrøder på den nærliggende forsøgsstation AU Foulumgård. Dette arrangement er i forlængelse af temadagen om fremtidens intelligente landbrug.
Arrangementet på Agro Business Park kræver tilmelding senest 23. september til hl@agropark.dk
Grassbots-projektet har udover Aarhus Universitet også Lynex, Conpleks Innovation, Syddansk Universitet, Bertelsen Design og Agro Business Park som partnere og vil på demodagen sætte fokus på innovative løsninger til at slå, opsamle og transportere biomasse fra lavbundsarealer. Projektet finansieres af Region Midtjylland og projektets parter.
Yderligere oplysninger: Seniorforsker Claus Aage Grøn Sørensen, Institut for Ingeniørvidenskab, telefon: 8715 7638, e-mail: claus.soerensen@agrsci.dk