Brud på høners brystben går ud over dyrevelfærden

Forskere fra Aarhus Universitet fastslår i redegørelse, at skader på æglæggende høners brystben udgør et dyrevelfærdsproblem.

23.04.2018 | Lotte Rystedt

Mange æglæggende høner har skader på deres brystben - og det er uanset produktionsform. Foto: Anja Brinch Riber

En betydelig andel af æglæggende høner får skader på brystbenet i løbet af deres liv. Det gælder for både skrabe- og burhøner i konventionelle systemer og for fritgående og økologiske æglæggere, som har adgang til udearealer. Bruddene kan for eksempel opstå, når hønerne flyver ind i inventar eller hinanden, eller når de lander forkert. For hovedparten af skaderne gælder dog, at man endnu ikke kender den bagvedliggende årsag.

Miljø- og Fødevareministeriet bad Aarhus Universitet om en redegørelse for, hvordan de såkaldte brystbensfrakturer påvirker æglæggeres velfærd. Forskere fra Institut for Husdyrvidenskab fastslår i en kortlægning af forskningsresultater på området, at skaderne er et dyrevelfærdsproblem, uafhængigt af hvilken definition af dyrevelfærd, man undersøger problemstillingen ud fra.  Resultaterne er offentliggjort i det ansete videnskabelige tidsskrift Frontiers in Veterinary Science.

- Da vi kortlagde, hvordan brystbensfrakturer påvirker hønernes velfærd, anskuede vi dyrevelfærden fra forskellige vinkler. Vi fandt, at brystbensfrakturerne er et dyrevelfærdsmæssigt problem, uanset om man vurderer dyrevelfærd ud fra, hvordan det indvirker på dyrenes produktion, deres mulighed for at udøve naturlig adfærd eller deres mulighed for et liv uden smerte, siger seniorforsker Anja Brinch Riber fra Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet.

Brystbensfrakturer giver færre æg

De høner, som har skader på brystbenet, lægger færre æg, og flere undersøgelser tyder på, at de har smerter.

- Det ses blandt andet i adfærdstests, hvor høner med brystbensfrakturer er modvillige i forhold til at hoppe ned fra siddepinde for at opnå en belønning i form af melorme. Desuden begrænser smerterne dem i deres naturlige adfærd. Det kan vi for eksempel se ved, at de sidder mindre på pindene og sover. I stedet hviler de mere på gulvet, hvilket ikke er normal adfærd, siger Anja Brinch Riber.

Myndighedssvar i videnskabeligt tidsskrift

Undersøgelsen af sammenhængen mellem brystbensfrakturer og dyrevelfærd er bestilt af Miljø- og Fødevareministeriet som en del af Aarhus Universitets aftale om forskningsbaseret myndighedsbetjening.

- I opgaver som den her har vi søgt at besvare myndighedernes spørgsmål og give dem overblik over den eksisterende viden på området. Med artiklen i Frontiers in Veterinary Science har vi samtidig fået den nye viden formidlet videnskabeligt, så alle kan have glæde af det, siger Anja Brinch Riber.

Årsagen til brystbensfrakturerne er ikke entydig, men det spiller ind, at æglæggerne er avlet efter produktion og fodereffektivitet. Det betyder blandt andet, at de har minimal brystmuskulatur, en lav kropsvægt og lægger mange æg fra en tidlig alder. Der er behov for mere forskning for at klarlægge, hvad der kan gøres ved problemet.


Læs artiklen “The Influence of Keel Bone Damage on Welfare of Laying Hens” i Frontiers in Veterinary Science her.


Yderligere oplysninger: Seniorforsker Anja Brinch Riber, Institut for Husdyrvidenskab, email: anja.riber@anis.au.dk, telefon: 8715 7949

DCA, Anis, Fjerkræ