Aarhus Universitets segl

Ærter som proteinkilde i fødevarer undersøges nærmere

Ærter findes i mange afskygninger, passer godt til vores klima og er fulde af protein. Men de er gået lidt i glemmebogen. Nu skal rammerne ridses op for et nyt initiativ, der undersøger ærters potentiale som alternativ til animalsk protein i fødevarer.

Ærter har en fantastisk historie i Norden og var for bare få hundrede år siden en meget mere udbredt spise herhjemme. Foto: Colourbox
Ærter har en fantastisk historie i Norden og var for bare få hundrede år siden en meget mere udbredt spise herhjemme. Foto: Colourbox

Ærter og andre proteinafgrøder har længe været i fokus som proteinkilde i dyrefoder, og nu skal potentialet i ærter til erstatning af animalsk protein i menneskers kost undersøges nærmere.

Sektionsleder ved Institut for Fødevarer, Hanne Lakkenborg Kristensen, leder et nye initiativ, P-FOOD, hvor forskere på tværs af universitetet vil ridse rammerne op for et større initiativ, der kigger på ærter som proteinkilde i fødevarer. Forprojektet er finansieret af iFOOD.

- At kigge på proteinafgrøder til fødevarer er helt oplagt i forhold til den igangværende klima-dagsorden, der handler om, at vi er nødt til at finde alternativer til animalsk protein - både for at mindske klimaaftrykket fra den globale fødevareproduktion og for at kunne brødføde jordens voksende befolkning, siger Hanne Lakkenborg Kristensen og fortsætter:

- Der er væsentlige klima- og miljøgevinster at hente ved at skifte fra animalske til plantebaserede proteinkilder, og forbrugerne efterspørger det i langt højere grad end tidligere. Jeg glæder mig til denne berigelse af det nordiske køkken.

Om hvorfor valget lige er faldet på ærter, forklarer Hanne L. Kristensen:

- Ærter har en fantastisk historie i Norden og var for bare få hundrede år siden en meget mere udbredt spise herhjemme. Ærter var en vigtig proteinkilde både for datidens land- og bybefolkninger. Dengang dyrkede man også mange flere forskellige sorter af ærter, mens vi i dag næsten kun kender til tørrede flækærter, som bruges til gule ærter - og så grønne ærter, friske eller frosne, med og uden bælg. Derfor er det oplagt at kigge på, om ærter kan få en renæssance i vores kost. Ærter gror godt på disse breddegrader, har god virkning i sædskiftet og det nordiske klima giver en høj kvalitet.

Hele kæden under lup

Målet med P-FOOD, der bygger på en række igangværende aktiviteter på tværs af universitetet, er at undersøge relevante aspekter af ærter og andre bælgplanter som proteinkilde for mennesker gennem hele kæden:

Hvilke sorter dyrkes bedst og hvordan, hvad er den optimale håndtering efter høst, hvilken sundhedsprofil har ærter og hvordan kan denne optimeres, hvad siger forbrugerne til ærtebaserede produkter, hvilke ærteprodukter i forskellig forarbejdningsgrad – fra friske eller let konserverede ærter over snackprodukter til ærtemel –  kan man forestille sig?

Og hvordan kan ærtebaserede ingredienser med særlige funktioner indgå i stor skala i fødevareindustrien?

Både ærtemel og plantefars er på vej op i fødevareindustrien, og flere virksomheder tripper for at komme i gang med at indfase og produktudvikle med lokalt dyrket planteprotein, blandt andet ærter og hestebønner som et grønt og bæredygtigt alternativ til animalsk protein.

Det gør de både for at styrke produkternes bæredygtighedsprofil, og fordi forbrugerefterspørgslen er stærkt til stede.


Yderligere oplysninger

Samarbejde på tværs af AU

iFOOD Centret blev stiftet i 2017 som et af en række tværfaglige centre på AU. Om centrets rolle siger Hanne Lakkenborg Kristensen:

 -Det er meget vigtigt, at iFOOD stimulerer samarbejde på tværs af Aarhus Universitet, som det sker her med P-FOOD. iFOOD giver det rygstød, der skal til for at skubbe et nyt samarbejde i gang og skabe et forum for en større grad af tværfagligt samarbejde på fødevareområdet. 

Partnere i P-FOOD:

Institut for Fødevarer, Institut for Folkesundhed, og Institut for virksomhedsledelse – MAPP centret, Aarhus Universitet.

Kontakt
Lektor Hanne Lakkenborg Kristensen
Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet
Mail: hanne.kristensen@food.au.dk
Telefon: 8715 8354