Åbent Landbrug ved AU Foulum den 18. september 2016 – mød op til et væld af gode oplevelser

Kunne du tænke dig at se køer og malkerobotter, kyllinger i pileskov og økologiske svin på friland, så skulle du tage at lægge vejen forbi Forskningscenter Foulum søndag den 18. september, når vi traditionen tro holder åbent for alle interesserede fra kl. 10-16 i forbindelse med Åbent Landbrug.

12.08.2016 | Linda Søndergaard Sørensen

Danmarks Kvægforskningscenter

Den økologiske husdyrplatform

I år er der ekstra mange dyr at se på, når Aarhus Universitet i Foulum holder Åbent Landbrug. Her holder vi nemlig åbent på to lokaliteter –  på Danmarks Kvægforskningscenter, hvor du kan opleve malkekøer og kalve samt ved Den Økologiske Husdyrplatform, hvor du kan se økologiske kyllinger i pil samt drægtige søer på friland.

Dagen byder på en masse spændende aktiviteter både ude og inde og du kan hente en masse information om de forsøg, der er i gang - forskerne vil nemlig stå klar til at fortælle om deres arbejde. Generelt handler de aktuelle forskningsprojekter om at gøre os klogere på, hvordan vi fx bedst fodrer dyrene og indretter staldene og udearealerne, så dyrene trives godt og belaster miljø og klima mindst muligt. Der arbejdes således konstant på at få ny viden, der kan gavne både landmanden, dyrene og samfundet.

På Danmarks Kvægforskningscenter kan du først og fremmest opleve, hvordan et moderne kvægbrug ser ud anno 2016 og høre om den aktuelle kvægforskning, som blandt andet handler om at begrænse køernes udledning af metan. I kostalden kan du se malkekøerne helt tæt på og overvære, når de bliver malket i malkerobotten. Der vil også være klappekalve, halmlegeplads og du kan deltage i vores gårdquiz. På gårdspladsen kan besøge trailerudstillingen ”På sporet af vores mad” samt vores høstmarked, hvor der sælges varer fra de lokale producenter. Der vil være smagsprøver fra Arla og Lions Club står for salg af pølser og kaffe.

Ved den Økologiske Husdyrplatform har vi i øjeblikket drægtige søer gående på friland. Her arbejder forskerne på at udvikle bedre foderblandinger til udendørs økologiske svin. Du kan også se og høre om kyllinger i pil, der handler om at udvikle nye fodringsstrategier og produktionssystemer til slagtekyllinger. I hallen vil der være mere information at om den aktuelle forskning i Foulum og der vil være uddeling af æbler fra Årslev. På marken uden for hallen kan du opleve droner i aktion desuden se de store landbrugsmaskiner helt tæt på.

Vi glæder os meget til at vise vores forskning og mange aktiviteter frem og håber, at alle får en sjov og lærerig dag den 18. september. Dørene er åbne fra kl. 10-16.


Flere oplysninger

Økohallen, Aarhus Universitet, Foulum
Blichers Allé, 8830 Tjele

Danmarks Kvægforskningscenter
Burrehøjvej 49, 8830 Tjele

Sådan finder du vej til Foulum

Der vil være skilte ved indkørslerne, hvor det fremgår, hvor aktiviteterne finder sted.

Kontakt
Linda Søndergaard Sørensen
Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet
E-mail: Lindas.Sorensen@anis.au.dk

Anis, Fjerkræ, Kvæg, Svin, DCA