Aarhus Universitets segl

Gymnasieelev fik international hæder for studieretningsprojekt

Studieretningsprojekt på AU Foulum førte til international hæder for student Kirsten Lerche Voogd, da hun deltog i det asiatiske mesterskab for Unge Forskere, CASTIC i Yinchuan, Kina.

Kirsten Lerche Voogd, student fra Vestjysk Gymnasium Tarm, lavede i løbet af 3.g et forskningsprojekt om udledning af drivhusgasser fra kvægproduktion. I forbindelse med projektet benyttede hun sig af studieretningsprojekt- forløbet (SRP): Drøvtyggere og klimaforandringer, der udbydes fra AU Foulum

Kirsten Lerche Voogd præsenterede sit forskningsprojekt i konkurrencen Unge Forskere i foråret 2012, og her gik hun hele vejen til finalen, hvor hun vandt en flot fjerdeplads. Med præmien fulgte 5.000 kr. og adgangsbilletten til det asiatiske mesterskab for Unge Forskere, CASTIC i Yinchuan, Kina. Her fik Kirsten Lerche Voogd prisen for Outstanding Achievement, der er den største hæder en international deltager kan få ved CASTIC.

Kirsten Lerche Voogd fandt i sit projekt frem til, at det er muligt at reducere udledningen af metan ved at ændre køernes foder. Eksempelvis udleder en ko mere metan, når den fordøjer fiberholdigt foder som halm og hø frem for f.eks. korn. Desuden konstaterede hun, at køernes produktion af drivhusgasser er genetisk betinget, og at det er muligt at reducere udledningen af gasserne gennem avlsarbejde.