Aarhus Universitets segl

Tænkepause om husdyr

Nogle husdyr elsker vi til døde, andre elsker vi at sætte til livs. I en ny bog i Tænkepause-serien stiller Inger Anneberg, antropolog ved Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet, skarpt på vores forhold til husdyr. Det er bogen, du skal læse for at forstå uenighederne i debatten om dyrevelfærd.

Inger Anneberg, Institut for Husdyrvidenskab, er forfatter til bogen HUSDYR, der udkommer 2. marts 2020 fra Aarhus Universitetsforlag. Foto: Poul Ib Henriksen.

Hvorfor redder mennesker gadehunde fra Grækenland til Danmark, mens vi slår utallige andre dyr ihjel for bagefter at fortære dem med vellyst? Hvorfor bruger vi ikke længere hunde som forsøgsdyr? Og kan fisk føle smerte?

Disse spørgsmål og mange andre belyser Inger Anneberg, antropolog ved Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet, i en ny bog, HUSDYR, der udkommer den 2. marts 2020. Bogen er den 77. udgivelse i Aarhus Universitetsforlags Tænkepause-serie, hvor forskere på kun 60 sider formidler deres viden om netop det, de ved mest om.

Tænkepause-serien har omhandlet emner som frihed, lykke, smerte, håb, tid, krig og kærlighed - og nu er turen kommet til vores husdyr. Forholdet mellem mennesker og dyr er nemlig et område fyldt med dilemmaer, der kan få os op af stolene.

- Danske politikere betaler gerne millioner for at frikøbe fire elefanter fra cirkus, mens de lukker øjnene for, at der sendes tusindvis af spæde tyrekalve ud på lange, anstrengende transporter, så de kan opfedes i Holland under forhold som er forbudt i Danmark. Som forsker interesserer jeg mig for den slags paradokser, fortæller Inger Anneberg.

OM TÆNKEPAUSE-SERIEN

Hver måned udgiver Aarhus Universitetsforlag en Tænkepause, som i en overskuelig form præsenterer et specifikt forskningsområde. De er formidlet i et lettilgængeligt sprog, så endnu flere mennesker kan følge med eller deltage i diskussionen af de mange væsentlige temaer, som bøgerne beskæftiger sig med. I september 2012 udkom den første Tænkepause. Siden da har forlaget udgivet 10 Tænkepauser om året. 
Læs mere her.

OM TÆNKEPAUSE HUSDYR

Tænkepause HUSDYR af Inger Annberg udkommer den 2. marts 2020. 
Læs mere om bogen og køb den her.

Tænkepause HUSDYR bliver omskrevet til monolog og opført af en skuespiller den 2. marts kl. 19 på Nørrebro Teater. 
Efter videnskabsmonologen er Sebastian Dorset vært for et talkshow, hvor Inger Anneberg vil deltage. Publikum kan stille spørgsmål, og et eksemplar af Tænkepauser-bogen er inklusive i billetprisen. 
Billetter kan købes her.


En mere nuanceret debat

Inger Anneberg har især forsket i relationer mellem dyr og mennesker, herunder fx hvordan lovgivning, kontrol og viden om dyr håndteres i landbruget, men i Tænkepause HUSDYR inddrager hun også vores kæledyr. For der er ikke så langt fra det ene til det andet, som vi måske går og tror.

- Debatten om dyrevelfærd på de sociale medier er betændt, og den er præget af en skillelinje mellem land og by, hvor der ikke altid er gensidig forståelse. Jeg har ikke intention om at være brobygger, men jeg ønsker at nuancere debatten, og til det formål bruger jeg kæledyrene som en indgangsvinkel, som de fleste af os kan forholde os til. Dilemmaerne omkring dyr gælder nemlig også kæledyr, fortæller Inger Anneberg.


En øvelse i formidling

Idéen bag Tænkepause-serien er netop at kanalisere forskningen ud til nye målgrupper, som ikke har kendskab til emnet. Det sker med et lettilgængeligt sprog, som er aktivt og billedskabende, med en humoristisk tone og i en overskuelig længde.

Inger Anneberg er oprindeligt uddannet journalist og har stor erfaring med forskellige målgrupper. Alligevel beskriver hun arbejdet med Tænkepause HUSDYR som én af de største udfordringer i sin karriere: 

- Jo mere viden jeg stødte på hos Institut for Husdyrvidenskab, jo mere havde jeg lyst til at inddrage. Der er så meget forskning, som kunne være spændende at tage med. Så det har været en øvelse i at vælge fra, men det har i den grad også været en øvelse i at formidle, fortæller Inger Anneberg, og fortsætter:

- De seneste 10-11 år har jeg været beskæftiget i forskningsverdenen, hvor der typisk skrives af fagfolk for fagfolk. Man bliver let fanget af forskningens indpakkede facon, hvor der skal tages forbehold og nuanceres - og hvor sproget er passivt. Jeg har heldigvis haft en fantastisk redaktør, som ikke har været bange for at udfordre mig.

Processen med HUSDYR har taget to år, og undervejs har Inger Anneberg inddraget flere af sine kolleger, når hun stødte ind i felter, hvor de er eksperter. På trods af den lange proces, som det kan være at skrive en Tænkepause, håber Inger Anneberg, at flere forskere vil gøre hende kunsten efter:

- Jeg kan kun anbefale andre forskere at kaste sig over den proces, det er at skrive en Tænkepause. Man får rig lejlighed til at få skærpet sin sprogsans, og man får virkelig mulighed for at prøve kræfter med formidling på en helt ny måde. Jeg håber, at fremtiden bringer Tænkepauser om både koen, grisen, hesten og hunden, siger hun med et smil


Yderligere oplysninger
Seniorrådgiver Inger Anneberg
Institut for Husdyrvidenskab - Epidemiologi og management
inger.anneberg@anis.au.dk
Tlf. 87157854