Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl
DCA Fjerkræ Anis

Slagtekyllingernes sidste timer forbedres

Forskere og private virksomheder går sammen om at forbedre forholdene for slagtekyllingernes transport til slagteriet. Det vil være en gevinst for både dyrevelfærden, miljøet og fødevarekvaliteten – og forbedre økonomien i fjerkræerhvervet med 40 mio. kr.

Forskere fra Aarhus Universitet og fjerkræerhvervet samarbejder om at udvikle en mere skånsom og miljøvenlige transport af slagtekyllinger. Foto: Colourbox

Den sidste køretur i slagtekyllingers liv på vej mod slagteriet kan variere meget afhængigt af vejr og vind. Det vil en ny ide fra Linco Food Systems gøre noget for at forbedre, hvor forskere fra Aarhus Universitet validerer de fysiologiske effekter på kyllingerne. Med støtte fra Fødevareministeriets Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram er de gået sammen om at udvikle et nyt klimastyret transportsystem.

Med en klimastyrede transport kan kyllingerne få en langt mere behagelig køretur. Det vil forbedre dyrevelfærden, reducere dyrenes stressniveau og effektivisere transporten. Projektets partnere forventer, at det nye system vil give merværdi og besparelser på cirka 40 øre pr. kylling svarende til 40 mio. kr. for fjerkræerhvervet.

Modulopbygning med klimastyring

Som situationen er nu, transporteres slagtekyllinger i transportkasser, som stables i nogle stativer på en lastvogn. Kasserne er normalt perforerede i sider og bund for at sikre en vis ventilation. Lasten ventileres alene ved den naturlige ventilation og afhænger således af vindforhold og lastvognens hastighed.

Denne type transportsystem giver ikke mulighed for at kontrollere de temperaturer og fugtigheder, som kyllingerne bliver udsat for i de timer, det tager at få dem fragtet til slagteriet. Systemet skal kunne bruges i mange lande, og udenfor Danmark vil kyllingerne ved ankomst til slagteriet i nogle tilfælde skulle opholde sig i de ikke-klimastyrede transportkasser i endnu en tid, da mange udenlandske fjerkræslagterier ikke har stalde, som kyllingerne kan opholde sig i.  

Projektet vil udvikle et nyt klimastyret transportsystem, der er effektivt og dyrevelfærdsmæssigt optimalt. 

Miljø, dyrevelfærd, økonomi er vindere

Transportkassernes opbygning samt klimastyringen bidrager til, at pladsen i lastvognen kan udnyttes optimalt, da belægningsgraden ikke behøver at afhænge af udendørstemperaturen. Den forbedrede pladsudnyttelse betyder, at transporten forventes at kunne blive reduceret med 36 procent, svarende til 1,0-1,5 mio. færre lastvognskilometre og en reduktion i udledning af 1000-1500 tons CO2 pr. år.

Slagtekyllingerne og forbrugerne får også direkte gavn af det nye system. Projektdeltagerne forventer, at dødeligheden under transporten falder med 30 procent – fra 0,3 procent til 0,2 procent. Når kyllingerne er udsat for stress, kan det påvirke deres kødkvalitet, hvor kødet bliver blegt og væskende. Det er det såkaldte PSE-kød. Projektpartnerne forventer, at forekomsten af PSE-kød halveres fra den nuværende 30 procent (estimeret gennemsnit på relevante markeder) til 15 procent.

Produktionsvirksomheden Linco Food Systems leder projektet, der er et samarbejde med Aarhus Universitet, fødevarevirksomheden HKScanDenmark og SEGES Økologi. Forskerne fra Aarhus Universitet står blandt andet for undersøgelserne vedrørende fysiologi og kødkvalitet.

Det treårige projekt støttes med syv mio. kroner fra Fødevareministeriets Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram. 


Læs også: Langsom vækst giver bedre velfærd
Læs også: Led-lys gavner kyllinger og miljø

Yderligere oplysninger om systemet
Uffe Thrane, Business Development Director R&D
E-mail: Uffe.Thrane@baader.com
Telefon: 2260 1433

Yderligere oplysninger vedrørende forsøg
Lektor Jette Feveile Young
Institut for Fødevarer
E-mail: jettef.young@food.au.dk
Telefon: 8715 8051
Mobil: 2347 8883