Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Ny bog: Slå et sundt brød op

Et forskningsprojekt ved Aarhus Universitet med fokus på fuldkorn har kastet en kogebog af sig, der inspirerer til at bage brød, boller og deller, som er smækfyldte med sundhedsfremmende stoffer.

08.01.2016 | Janne Hansen

Lad forskning komme ind i dit køkken og bage ultrasunde brød og boller med fuldkorn. En ny kogebog ”Fuldkorn” viser vej. Foto: Colourbox

Når man tænker på lagkage, pandekager og risalamande, tænker man nok ikke umiddelbart på mad, der ligger i den sunde ende af skalaen. En ny kogebog, der retter fokus på fuldkorn, vender op og ned på denne forestilling. Kogebogen er et af resultaterne af forskningsprojektet Bread and Breakfast (Brød og grød) ledet af Aarhus Universitet.

Kogebogen ”Fuldkorn” er fyldt med opskrifter, der inspirerer til at bruge forskellige former for fuldkorn, så man får sundhed og lækkeri i samme mundfuld. Opskrifter som chokolade-rugbrødsboller og rugbrødslagkage lokker den søde tand, mens opskrifter som rugbrød med rodfrugt og kamut-fiskefrikadeller spiller ind til den sunde frokost eller aftensmad.

Alle opskrifterne resulterer i fuldkornsgodbidder, der udover at smage godt har nogle helt særlige egenskaber. Fuldkornets mulige sundhedsfremmende egenskaber rækker ud over de velkendte vitaminer, mineraler, fibre og proteiner. Hemmeligheden hedder benzoxazinoider:

- Vi har fundet, at modne kerner af rug, hvede og majs indeholder sekundærstoffer eller metabolitter, som tilhører gruppen af stoffer benzoxazinoider (BX). En diæt med et højt indhold af BX’er stimulerer celler fra forsøgspersoners immunsystem til at reagere kraftigere på nogle typer af bakterier. Derfor kan BX’erne muligvis hjælpe kroppen i kampen mod infektioner med disse bakterier, forklarer lederen af projektet, lektor Inge S. Fomsgaard fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet.

Formålet med projektet var at se nærmere på de sunde stoffer, som fuldkorn indeholder. Forskerne har publiceret den første vigtige dokumentation for effekterne af de sundhedsfremmende BX’er og for, at de er bioaktive komponenter af fuldkornsprodukter. Projektet har desuden haft som mål at finde på måder til at udnytte fuldkornets sundhedsgavnlige BX faktor.

Kogebogen, som også indeholder et afsnit om kornets historie, viser flere veje frem til at udnytte fuldkornet BX faktor. Forfatteren til kogebogen, Anemette Olesen, har også undervist skolebørn og voksne i at lave mad med fuldkorn.

Kogebogen ’Fuldkorn’ er skrevet af Anemette Olesen og finansieret af Innovationsfonden og Lantmännen i forbindelse med forskningsprojektet Bread and Breakfast. Bogen findes i dansk, svensk og engelsk udgave og kan købes her.


Yderligere oplysninger

Læs også: Spis dig sund med fuldkorn
Læs også: Den fulde sandhed om fuldkorn

Kontakt
Lektor Inge S. Fomsgaard
Institut for Agroøkologi
E-mail: inge.fomsgaard@agro.au.dk
Telefon: 8715 8212
Mobil: 2228 3399

DCA