Aarhus Universitets segl

Professor Hildegarde Heymann holder sin indledende forelæsning

I august 2019 blev professor Hildegarde Heymann, University of California, Davis, der er en af verdens førende sensorik-eksperter, udnævnt til adjungeret professor i ”Avancerede sensoriske metoder til innovation i fødevarekvalitet” ved Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet. Den 25. februar 2020 holder hun sin indledende forelæsning.

“Adventures with Descriptive Analysis and Rapid Methods” er emnet, når professor Hildegarde Heymann holder sin indledende forelæsning på Institut for Fødevarer den 25. februar 2020. Hun uddyber:

- I min indledende forelæsning vil jeg tale om den sensoriske videnskabs fortid, nutid og fremtid. Hvordan er vi nået her til, hvad gør vi i dag - og hvad gør vi ikke i dag, og hvad betyder det for vores videnskabs fremtid?

Forelæsningen markerer en fem år lang udnævnelse som adjungeret professor ved Institut for Fødevarer, der trådte i kraft den 1. august 2019. Med udnævnelsen styrker Institut for Fødevarer sine eksisterende relationer til University of California, Davis og uddyber sin ledende internationale position inden for sensorisk forskning.

Hildegarde Heymann er en af verdens førende eksperter inden for forskning i sensorik og fødevarekvalitet. Særligt fokuserer hendes forskning på anvendelsen og optimeringen af de målemetoder der findes indenfor sensorik og den måde, vi opfatter og oplever fødevarer på. Dette inkluderer alt fra fødevaredesign, til basal forbedring af målemetoderne samt dataanalyse og derudover forskning i den kontekst som den menneskelige perception foregår i. Alt sammen i relation til fødevarekvalitet med henblik på sundere kost.


 For yderligere oplysninger, kontakt:

Institutleder Michelle H. Williams
Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet
Mail: mw@food.au.dk
Mobil: 2517 0049

Professor Hildegarde Heymann
Department of Viticulture and Enology, University of California at Davis
Email: hheymann@ucdavis.edu