Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Yngre forsker fra Aarhus Universitet vinder international pris

Julian Rodriguez Algaba fra Institut for Agroøkologi har vundet en international forskningskonkurrence for ph.d.-studerende.

02.06.2014 | Janne Hansen

Julian Rodriguez Algaba har vundet en international konkurrence for ph.d.-studerende. Foto: Janne Hansen

Kvaliteten af undersøgelserne, som forskningsassistent Julian Rodriguez Algaba i Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet udfører, er så høj, at han er blevet hædret med en forskningspris for ph.d.-studerende på årsmødet i Borlaug Global Rust Initiative (BGRI), som blev afholdt i Mexico i anledning af 100-året for Nobelprisvinderen, Norman E. Borlaug, faderen til den grønne revolution.

 

Prisen blev givet til Julian Rodriguez Algaba, fordi det er lykkedes ham, som den allerførste, at etablere en eksperimentel metode til undersøgelse af gulrustsvampens genetik ved hjælp af mellemværten almindelig berberis (Berberis vulgaris). Han fik en speciel invitation til at holde et mundtligt foredrag for de mere end 500 deltagere, med rejse og ophold betalt. Hans forskningsarbejde var forinden blevet bedømt af et panel af forskere fra Borlaug Global Rust Initiative, og han vandt på baggrund af forskningens kvalitet samt klarhed i formidlingen.

 

Fokus på plantepatologi

Julian Rodriguez Algaba kommer oprindeligt fra Spanien, men har tilbragt de seneste seks år i Danmark, hvor han har taget sin bachelorgrad og sin jordbrugskandidatgrad inden for plantepatologi ved Københavns Universitet.

 

De seneste to år har han været ansat som forskningsassistent ved det Globale Rustcenter ved Aarhus Universitet, hvor han har fokuseret på epidemiologi af gulrust på hvede samt biologiske og genetiske undersøgelser af mellemværten berberis. Julian Rodriguez Algaba er netop blevet ansat i yderligere tre år ved instituttet med henblik på at erhverve en ph.d.-grad i epidemiologi og genetik af gulrust på hvede.

 

- Jeg er meget stolt af at være blevet udvalgt som en af vinderne af en gruppe af exceptionelle forskere. Men det er også en fin anerkendelse af Det Globale Rustcenter og de fremragende forskere og teknikere gør et stort stykke arbejde inden for patologien af rustsvampe i korn, siger Julian Rodriguez Algaba.

 

Om Borlaug Global Rust Initiative:

Borlaug Global Rust Initiative (BGRI) er et internationalt konsortium med over 1.000 forskere fra talrige institutioner, der samarbejder med det formål at:

 

• reducere verdens sårbarhed over for sortrust, gulrust og brunrust i hvede;

• fremme bæredygtige internationale samarbejder for at begrænse truslen fra hvederust;

• forbedre produktionen for at sikre hveden mod trusler på globalt plan.

 

Centrale dele af BGRI omfatter et globalt hvede-fællesskab med systemer til overvågning og kontrol af rustsvampe i korn; genetiske fremskridt; forbedret afprøvning, opformering og inddragelse af erstatningssorter; uddannelse og kapacitetsopbygning; forståelse af resistens mod alle tre former for rust på hvede; og til at øge niveauet af investeringer og koordination i forskning og udvikling i hvederust. Læs mere om Borlaug Global Rust Initiative.

 

Yderligere oplysninger: Videnskabelig assistent Julian Rodriguez Algaba, Institut for Agroøkologi, e-mail: JulianR.Algaba@agrsci.dk, telefon: 8715 4773

 

DCA