Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Brug af sygebokse gør halte køer hurtigere raske

Opstaldning i sygeboks er til gavn for halte køer. Det viser en undersøgelse, som er gennemført i et samarbejde mellem Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet og SEGES.

12.03.2020 | Linda Søndergaard Sørensen

Sygebokse har positive effekter på halte køers helbredelse, viser undersøgelse ved AU. Foto: Peter Thomsen.

Sygebokse har positive effekter på halte køers helbredelse, viser undersøgelse ved AU. Foto: Peter Thomsen.

Halthed blandt malkekøer er et omfattende problem i malkekvægsbesætninger verden over og er forbundet med forringet dyrevelfærd. Halte køer kan have sværere ved at konkurrere med de øvrige køer i besætningen om adgang til fx foder, vand og gode liggepladser. ”Derfor er det også nærliggende at forvente, at halte køer kan have gavn af at blive opstaldet i en sygeboks, hvor der typisk er et blødere underlag, færre køer og mindre konkurrence om ressourcer”, fortæller seniorforsker Peter Thomsen, som har været med i projektet.

Derfor satte AU forskerne sig for, i samarbejde med SEGES, at undersøge effekten af at sætte halte køer i sygebokse. I projektet blev det undersøgt, om halte malkekøer, der blev opstaldet i sygebokse med dybstrøelse, kom sig hurtigere sammenlignet med malkekøer, som blev gående sammen med de øvrige køer i den ”almindelige” stald.

Fem besætninger med i undersøgelsen    

Der indgik i alt 168 halte malkekøer fra fem forskellige besætninger i forsøget. Hver besætning blev besøgt én gang ugentligt og halte køer (med halthedscore 3 eller 4 på en skala fra 1 til 5) blev undersøgt i en klovbeskæringsboks, klovbeskåret efter behov og tilfældigt fordelt ud på én af følgende to behandlinger:

  • Behandlingsgruppe: opstaldning i sygeboks eller
  • Kontrolgruppe: standard opstaldning med besætningens øvrige malkende køer.

Ugentlige halthedsscoringer

Der blev ugentligt foretaget en halthedsscoring af køerne indtil de ikke længere var halte eller indtil de havde været i forsøget i tre uger. På basis af disse halthedsscoringer blev køerne inddelt i følgende grupper for at beskrive udviklingen i halthed over tid:

  • køer, som blev haltfri
  • køer, som kom til at gå bedre, uden at blive haltfri
  • køer med uændret halthed
  • køer, med forværret halthed

Klar positiv effekt af at bruge sygeboks

Overordnet set viste resultaterne en signifikant forskel mellem de to grupper, idet der blev fundet en klar forbedring hos de halte køer, der var opstaldet i sygebokse, sammenlignet med kontrolkøerne, som var opstaldet sammen med besætningens øvrige køer.

Af de køer, som havde fået halthedsscore 4 ved forsøgets begyndelse, var der blandt kontrolkøerne hele 73 %, som stadig havde en halthedsscore 4 tre uger senere. Det tilsvarende tal for køerne i sygeboksene var kun 40 %. 46 % af køerne i sygeboksene havde oplevet en forbedring af deres halthedsscore - mod kun 16 % i kontrolgruppen. Endelig blev 14 % af køerne i sygeboksene og 11 % af kontrolkøerne haltfri i løbet af forsøgsperioden.

”Vores resultater viser klart, at hvis man tilgodeser de halte køer med sygebokse med et blødt underlag, så er der positive effekter at hente på køernes helbredelse. Typisk sætter landmænd kun de mest halte køer i sygebokse, men vores resultater indikerer, at også de knapt så dårligt gående køer kan have gavn af at komme i sygeboks”, udtaler Peter Thomsen, som samtidig understreger, ”at denne type forskning kan vi kun lave med stor hjælp fra velvillige landmænd, som er med til at frembringe spændende forskningsresultater”.

Fakta om projektet

Finansiering

Mælkeafgiftsfonden

Projektpartnere

SEGES har deltaget i projektet og været involveret i bl.a. planlægning af forsøget og skrivning af videnskabelig artikel (herunder præsentation og diskussion af resultater)     

Mere information

Projektets resultater er offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Journal of Dairy Science: https://www.journalofdairyscience.org/article/S0022-0302(19)30899-9/fulltext    

Kontakt

Peter Thomsen, Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet, 
E-mail: ptt@anis.au.dk  


Anis, Kvæg, DCA