Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Vurderingen af dyrevelfærd på minkfarme i Europa

Et nyligt afsluttet ph.d.-studie har set på nogle af de udfordringer, der er i forbindelse med vurderingen velfærd hos mink ved hjælp af WelFur-Mink-protokollen. Studiet har resulteret i en nyudviklet metode til stikprøveudtagning samt fundet, at der for nogle registreringer i nogle perioder bør tages højde for observationsdatoen eller tidspunktet på dagen, når der foretages en velfærdsvurdering.

20.12.2018 | Anna Feldberg Marsbøll

Et ph.d.-studie ved Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet har haft fokus på velfærdsvurderingsprotokollen WelFur-Mink. Resultaterne viste, at det er muligt at udtage en repræsentativ stikprøve af bure på minkfarme kun baseret på information om antallet af bure med dyr i hver hal på farmen. De viste også, at resultatet af nogle registreringer i nogle perioder påvirkes af observationsdatoen, hvilket kan påvirke den overordnede vurdering. Endelig viste resultaterne, at forekomsten af stereotyp adfærd om vinteren påvirkes af tidspunktet på dagen. Hvis vurderingen af velfærden skal være helt uafhængig af observationsdato og tidspunkt på dagen, bør der tages højde for den påviste effekt af dato og tid.

Velfærdsvurderinger i praksis    

Når man arbejder med velfærdsvurderinger i praksis er det essentielt at de enkelte registreringer såvel som hele systemet er validt, troværdigt og anvendeligt. WelFur-Mink er en protokol til vurdering af dyrevelfærd på minkfarme. Denne protokol bruges til at certificere minkfarme i Europa, og kun skind fra farme med en vurderet velfærd over et defineret minimum vil blive solgt i de europæiske og nordamerikanske auktionshuse. I dette studie blev nogle af de udfordringer, der blev synlige da WelFur-Mink protokollen blev udviklet og afprøvet, adresseret.

Ny metode til stikprøveudtagning    

I den første del af studiet blev der udviklet en ny stikprøveudtagningsmetode. Denne metode er baseret på en systematisk fordeling af burene i stikprøven mellem hallerne efterfulgt af en tilfældig udtagning af bure i de respektive haller. Denne metode har vist sig at være anvendelig i praksis og udvælgelsen af burene er uafhængig af observatøren. Metoden blev testet ved simuleret stikprøveudtagning på en modelfarm, som var baseret på en kommerciel dansk minkfarm. Her blev repræsentativiteten af de simulerede stikprøver evalueret i forhold til en række faktorer i relation til minkens karakteristik og indhusning. Testen viste, at stikprøver udtaget med denne metode ikke kan forventes at være repræsentative i forhold til alle faktorer. Dog vil alle stikprøver med en høj sikkerhed være repræsentative i forhold til nogen eller de fleste faktorer. Metoden balancerer derved praktisk anvendelighed og repræsentativ stikprøveudtagning i WelFur-Mink.

Nogle resultater afhænger af observationsdatoen    

I den anden del af studiet blev den mulige ændring i velfærdsvurderingen med observationsdato i vinter- og vækstperioderne undersøgt på baggrund af gentagne velfærdsvurderinger på otte danske minkfarme. Undersøgelsen viste, at resultatet af nogle registreringer og de tilhørende velfærdspoint, ændrer sig med observationsdatoen. Nogle ændringer var positive med hensyn til dyrevelfærden mens andre var negative. Dette kan i nogle tilfælde påvirke den overordnede kategorisering af velfærden på farmniveau. Hvis velfærdsvurderingen skal være helt uafhængig af observationsdatoen bør der derfor udvikles korrektionsfaktorer der kan udligne disse ændringer.


Forekomst af stereotyp adfærd afhænger af observationstidspunktet    

I den tredje del af studiet blev forskellen i forekomsten af stereotyp adfærd ved observation før fodring og før solnedgang undersøgt. Resultaterne viste en stor variation i forekomsten af stereotyp adfærd i vinterperioden på minkfarme i Europa. Forekomsten af stereotyp adfærd varierede med timingen af observationen og var højere ved observation før fodring end før solnedgang. Resultaterne indikerede også, at forholdet mellem forekomsten af stereotyp adfærd, observeret før fodring og før solnedgang, kan variere mellem farme, hvilket gør det udfordrende at udlede en pålidelig korrektionsfaktor. Den mest brugbare og pålidelige løsning kan være at begrænse observationerne af stereotyp adfærd i WelFur-Mink til kun at blive fortaget før fodring (eller når fodringen udsættes i op til 1,5 time), hvilket dog reducerer den praktiske anvendelighed.

Vurdering af velfærden på minkfarme i Europa    

Disse resultaterne bidrager til at sikre en praktisk anvendelig og korrekt vurdering af velfærd på minkfarme i Europa. Udfordringerne, som blev adresseret i dette studie, kan ses som eksempler på generelle udfordringer ved brug af velfærdsvurderingssystemer i stor skala, da der kan være lignende udfordringer ved vurderingen af velfærd i andre husdyrproduktionssystemer.

Læs mere i den fulde ph.d.-afhandling “On-farm animal welfare assessments – handling challenges of implementing the WelFur-Mink protocol on a large scale”

Se og høre mere om WelFur-Mink protokollen i denne video.

Flere oplysninger

Anna Feldberg Marsbøll, Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet
E-mail: anna.marsboll@anis.au.dk  

Anis, Mink