Visnesyge i spinat skal holdes nede

Det er altafgørende for den danske produktion af spinatfrø at styre udenom den tabsgivende svampesygdom visnesyge.

27.12.2016 | Janne Hansen

Danmark står for cirka 75 procent af verdens produktion af spinatfrø, så det er vigtigt at sikre, at afgrøden er uden sygdomme. Foto: Colourbox

Det kan godt være, at spinat og kartofler går godt sammen på middagstallerkenen, men i et sædskifte er de knap så gode venner. Det er en af konklusionerne af et forskningsprojekt, som forskere fra Aarhus Universitet har koordineret. Resultater fra projektet fremlægges af seniorrådgiver Lise Christina Deleuran fra Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet, på Plantekongres 2017, der holdes i Herning den 17.-18. januar 2017. 

Projektet, der var et samarbejde mellem Aarhus Universitet, SEGES og frøbranchen, undersøgte blandt andet forskellige strategier for bekæmpelse af svampesygdommen visnesyge i spinatsædskiftet. Her fandt forskerne, at når der indgår kartofler i et sædskifte med spinat, så er der øget risiko for forekomst af visnesyge i spinaten. Det kan ramme den danske eksport af spinatfrø. 

- Spinatfrø er en vigtig dansk eksportvare. Danmark står for cirka 75 procent af verdens produktion af spinatfrø, hvilket svarer til en afsætning på cirka fire mia. kroner om året. Lande som Kina, USA og Mexico har indført stramme regler for import af spinatfrø. For at fastholde den danske produktion af spinatfrø er det vigtigt at sikre en sund afgrøde, pointerer Lise Christina Deleuran. 

Kina og Mexico kræver dokumentation for, at frøpartierne er 100 procent fri for den svamp, der giver anledning til visnesyge, og USA afviser spinatfrø, hvis mere end 10 procent af et parti er inficeret. 

Jord og frø bærer smitten

Der har siden 2005 været stor fokus på svampesygdomme i frø og særligt visnesyge forårsaget af Verticillium dahliae. Hollandske undersøgelser har vist, at hvis man dyrker spinat til frø i jord inficeret med V. dahliae, så vil de høstede frø også få en vis grad af infektion. Ligeledes kan man introducere V. dahliae i jorden, hvis man sår frø, der har svampen. Hvorledes dette samspil mellem jord og frø foregår er uklart. 

Er der først verticillium i jorden, kan svampen overleve i mange år. Verticillium producerer sporer og mycelium, der inficerer planterne systemisk. Svampen overlever i jorden ved hjælp af små, sorte hvilelegemer, der kan overleve i jorden i mange år. 

Betydningen af kartofler i sædskiftet

Smittetrykket kan reduceres gennem forskellige sædskiftestrategier. Det er vigtigt at have et sædskifte, hvor der ikke er naturlige værtsplanter for den specifikke verticillium-race. Afgrøder som korn, græs og majs er resistente overfor verticillium, mens særligt kartofler er modtagelig overfor svampen. 

For at undersøge hvilke afgrøder, der kan bidrage til at vedligeholde smitte, blev jord fra tre typer sædskifter undersøgt. Markerne i forsøget havde forskellige historier:

I den ene type af sædskifter havde der primært været resistente afgrøder (korn og frøgræs) i sædskiftet og ingen spinat. I den anden slags havde spinat været dyrket mindst tre gange i sædskiftet. I den tredje type havde der været kartoffel, raps eller andre modtagelige arter i sædskiftet. Jorden blev analyseret for forekomst af verticillium.

- Vi så en klar sammenhæng mellem valget af sædskifte og forekomsten af verticillium. I mere end 80 procent af de jordprøver med verticillium havde der været mindst en V. dahliae vært i den pågældende periode, fortæller Lise Christina Deleuran.

Betydningen af eksempelvis raps og roer tidligere i sædskiftet fremgår ikke entydigt fra resultaterne, men dyrkningspraksis og klimatiske forhold i de enkelte produktionsår kan have stor indflydelse på forekomst og angrebsgrad af verticillium.


Yderligere oplysninger

Læs mere om Plantekongres 2017 her

Oplægget er en del af session 78: Pesticider til dansk frøavl, der bliver holdt tirsdag 17. januar kl. 13.

Læs mere om projektet i artiklen ”Eksportsucces med spinatfrø skal sikres i nyt forskningsprojekt”.

Kontakt
Seniorrådgiver Lise Christina Deleuran
Email: lise.deleuran@agro.au.dk
Telefon: 8715 8278


Sustainable Pest Management – eller bæredygtig plantebeskyttelse - er et af de forskningsområder, hvor Institut for Agroøkologi har en særlig styrke, og hvorfra der leveres resultater i tråd med nationale og globale samfundsmæssige udfordringer og målsætninger.

 

 

Agro, DCA, Plantedyrkning, Plantekongres, Konference