Ung jordforsker fra Aarhus Universitet er en vinder

Forsker Emmanuel Arthur fra Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet, har vundet en prestigefuld international pris.

10.11.2017 | Janne Hansen

Forsker Emmanuel Arthur fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet (t.v.) blev overrakt prisen Soil Physics and Hydrology Division Early Career Award af professor Scott B. Jones fra Utah State University, USA. Foto: SSSA

Selvom den 35-årige jordforsker Emmanuel Arthur fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet har begge ben plantet solidt på den jord, som han studerer så indgående og så dygtigt, er han også en stjerne i himlen med et væld af videnskabelige publikationer på sit cv.  

Hans imponerende liste af præstationer har nu indbragt ham den internationale pris Soil Science Society of America (SSSA) 2017 Soil Physics and Hydrology Division Early Career Award. Priskomiteen sagde, at selvom alle kandidaterne var stærke og potentielle fremtidige vindere, så skilte Emmanuel Arthur sig ud. Komiteen henviste til hans enestående liste af publikationer i forhold til, hvor tidligt i karrieren han er, som en af grundene til at udpege Emmanuel Arthur som vinder af prisen. 

Det undrer hellere ikke: Emmanuel Arthur har været ekstremt produktiv siden han tog hul på sine ph.d.-studier ved Aarhus Universitet i 2009. Han har produceret 42 videnskabelige, peer-reviewed artikler og 20 konferencebidrag siden 2011. Han fik sin ph.d. i 2013, men selv før det havde han allerede publicerede syv peer-reviewed artikler og var førsteforfatter på dem alle.    

Emmanuel Arthurs evne til at skaffe finansiering gjorde også et stort indtryk på priskomiteen. Hans seneste præstation på dette område er en bevilling på 4,5 mio. kr. fra Villum Young Investigator-programmet. Bevillingen gør ham i stand til at arbejde på sit projekt “Application of water vapor sorption and spectroscopy for novel characterization of surface and engineering properties of soils”, finansiere en postdoc og en ph.d.-studerende samt indkøbe software til dataanalyse, foruden at det gøre det nemmere for ham at skaffe jorddata på et nationalt niveau. 


Læs artiklen Ung forskertalent får prestigefuld bevilling.


Priskomiteen påpeger også Emmanuel Arthurs væsentlige bidrag i forbindelse med at gennemgå manuskripter og forslag.   

Prisen blev overrakt ved den internationale konference vedrørende jordbrugsvidenskab (ASA-CSA-SSSA 2017 Annual Meeting), som blev holdt i Tampa, Florida, USA, den 23.-25. oktober 2017. ASA-CSA-SSSA står for American Society of Agronomy, Crop Science Society of America og Soil Science Society of America.


Yderligere oplysninger: Forsker Emmanuel Arthur, Institut for Agroøkologi, e-mail: emmanuel.arthur@agro.au.dk, telefon: 8715 7635


Bonus info:

Det er ikke første gang, at Institut for Agroøkologi disker op med en vindende jordforsker. Ph.d.-studerende Cecilie Hermansen vandt prisen for bedste præsentation fra en studerende ved jordvidenskabskonferencen i 2015. Læs artiklen Ung forsker med X-faktor.


Soil Functions er et af de forskningsområder, hvor Institut for Agroøkologi har en særlig styrke, og hvorfra der leveres resultater i tråd med nationale og globale samfundsmæssige udfordringer og målsætninger.

Agro, DCA, Plantedyrkning