Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Ukrudtsplante i fremmarch forværrer dagligdagen for allergikere

Selv om udbredelsen af ukrudtsplanten ambrosie fortsat er begrænset i Danmark, så forlænger den pollen-sæsonen for allergikere. Forskere ved Aarhus Universitet arbejder i EU-projekt på at finde strategier til at bekæmpe planten bedst muligt.

12.10.2012 | Søren Tobberup Hansen

Forskere ved Aarhus Universitet arbejder på at bekæmpe ukrudtsplanten ambrosia, der udgør et stigende problem for allergikere i Europa. Foto: AU

Flere lande i det centrale Europa kender alt for godt til ukrudtsplanen ambrosie, der er en sand plageånd for allergikere. Ambrosie er en yderst effektiv spreder af meget fine, små pollen, som er yderst allergene. En ukrudtsplante kan således sprede omkring 35 mio. pollen på et år, og der skal kun 10 pollen pr. kubikmeter luft til at fremkalde pollenallergi hos dem, der er allergiske.

Endnu er ambrosie ikke så udbredt i Danmark og udgør kun et mindre problem, men i takt med varmere vejr i Danmark, forventes det, at forekomsten af ambrosia øges. Det vil forskere fra Aarhus Universitet forsøge at dæmme op over for og arbejder i EU-projektet HALT AMBROSIA sammen med Tyskland, Østrig, Ungarn og Slovenien om forskellige bekæmpelsesmetoder for at få bugt med planten.

-          I et forsøg ser vi på effekt af fedtsyrer og eddikesyre på ambrosia. Vi undersøger også på hvilket tidspunkt i plantens udviklingstrin, det er bedst at bekæmpe. Vi har valgt to udviklingstrin, dels hvor planterne er små og har tre-fire blade, dels hvor de er ca. 10 cm høje og har sat nogle sideskud, forklarer seniorforsker Solvejg K. Mathiassen fra Aarhus Universitet og fortsætter:

-          Vi er også i gang med et andet forsøg, hvor vi ser på en kombination af at nedklippe planten og efterfølgende behandle den med herbicider. Det skyldes, at ambrosia ofte forekommer på byggepladser og ubevokset jord, hvor planten pludselig spirer og kan danne et meget tæt plantedække. I de situationer vil man ofte vælge at slå planterne ned. Men det kan være, at man opnår en bedre bekæmpelse eller egentlig udryddelse ved efterfølgende at sprøjte planterne med herbicid.

I nedenstående video, der fortæller om udfordringerne med ambrosie-planten, fortæller Solveig K. Mathiassen, at ambrosie primært er kommet til Danmark via fuglefrøkugler, som danskerne hænger op i haven til fuglene. Ambrosie har en kraftig vækst og kan konkurrere med afgrøder om vand, lys og næringsstoffer. I øjeblikket forekommer den sjældent som ukrudt i markerne, men der er stor opmærksomhed på udbredelsen af ambrosia, fordi den forlænger pollen-sæsonen.

-          Ambrosie spreder sit pollen fra engang i slutningen af juli og frem til midten af september. Det vil sige, at det her pollen kommer på et tidspunkt, hvor græsallergikerne har fået overstået deres værste periode i lighed med birkepollenallergikerne. Så ambrosie forlænger sæsonen for allergikere, og derfor anses den for at være et helbredsmæssigt problem. Det er derfor, man er meget opsat på at bekæmpe den, forklarer Solveig K. Mathiassen.

Yderligere oplysninger: Seniorforsker Solvejg K. Mathiassen, Institut for Agroøkologi, telefon: 8715 8194, e-mail:  solvejg.mathiassen@agrsci.dk

Fakta: EU-projektet HALT AMBROSIA. Complex research on methods to halt the Ambrosia invasion in Europe blev startet 1. januar 2011 og løber frem til 31. december 2013. Foruden Aarhus Universitet deltager Julius Kühn-Institut, Tyskland, Universität für Bodenkultur, Østrig, Academi of Sciences, Plant Protection Institure, Ungarn, Kaposvar University, Ungarn, og Agricultural Institute of Slovenia, Slovenien.

 

Forskning, Plantedyrkning