Aarhus Universitets segl

Søg støtte til udviklingen af teknologi til gavn for landbruget

Virksomheder og web-iværksættere kan søge om tilskud til udvikling af ny teknologi til gavn for jordbrug og det øvrige fødevareerhverv.

Der mangler IKT-værktøjer i landbruget. Nu kan der søges om penge til udviklingen af flere. Foto: Colourbox

Landbruget står over for store udfordringer og skal forholde sig til krav om højere produktivitet, bedre konkurrenceevne og bæredygtige produktionsmetoder.

Her kan ny teknologi spille en afgørende rolle. Intelligente maskiner, sensornetværk og avanceret kommunikationsteknologi koblet med beslutningsstøtte er vigtige elementer i fremtidens landbrug.

Det er baggrund for det europæiske innovationsprojekt SmartAgriFood, der netop har stillet fire mio. euro til rådighed til udviklingen af såkaldt IKT (Informations- og Kommunikationsteknologi) til landbruget. Projektet er en del af EU's store internetsatsning Future Internet, hvis mål er at gøre det nemmere og mere fleksibelt for europæiske virksomheder at arbejde på nettet.

Pengene skal finansiere nye applikationer og tjenester, der kan rette op på det faktum, at der i forvejen ikke er ret mange smarte IKT-værktøjer til anvendelse i landbruget. Med det nye udbud kan små og mellestore virksomheder søge økonomisk støtte til projekter, der gør landmænd, gartnere og fødevareproducenter i stand til at øge produktiviteten og samtidig mindske miljøbelastningen. 

SmartAgriFood kan søges om tilskud på op til 100.000 euro, og pengene fordeles i tre faser: 1) Udvikling af prototype, 2) Test hos slutbrugere og 3) Forretningsudvikling. Der er i fase 2 og 3 krav om supplerende egenfinansiering , henholdsvis 25 og 50 procent.

Teknologi øremærket økologien

SmartAgriFood er gået sammen med ERA-nettet ICT-AGRI, der bidrager med yderligere to mio. euro til finansiering af deltagelse af forskningsinstitutioner og virksomheder i projekterne. SmartAgriFood og ICT-AGRI søges samlet af et til formålet dannet konsortium.  Ideen er nemlig, at virksomheder og web-iværksættere ved at samarbejde med partnere støttet af ICT-AGRI kan få uovertruffen adgang til ekspertise inden for teknologi, landbrug og innovation. SmartAgriFood kan også søges uafhængigt af ICT-AGRI.

Den dansk Innovationsfond har afsat 500.000 euro til ICT-AGRI, og netop den danske andel er helt ekstraordinært øremærket til teknologi, der gavner den økologiske produktionsform. Det vil med andre ord sige, at danske ansøgere til ICT-AGRI er forpligtet til at have økologien for øje og kunne argumentere for det.

Ansøgere har mulighed at finde yderligere information og potentielle projektpartnere på ICT-AGRIs hjemmeside. Hvis du/I ligger inde med nyttig viden – eller tænker, at I kan bidrage på anden vis – opfordres I til at registrere jer på ICT-AGRIs partnerliste. 

Der er ansøgningsfrist 15. november.

 


YDERLIGERE INFORMATION

Seniorforsker Claus Grøn Sørensen
Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet
Direkte telefon: 87157638
Mobiltelefon: 22827547