Seks forsøgsanlæg med minivådområder med filtermatrice er nu på plads

Seks testanlæg opført i forskellige geo-regioner og dermed forskellige jord- og vejrforhold er klar til brug og forskningsprojektet går nu ind i en ny fase: opsamling af data.

27.10.2018 | Janne Hansen

Direktør for Landbrugsstyrelsen Jette Petersen klippede den grønne snor til det nyetablerede minivådområde med filtermatrice fuldskala testanlæg ved Hofmansgave ved indvielsen den 26. oktober 2018. Foto: Janne Hansen

Direktør for Landbrugsstyrelsen Jette Petersen klippede den grønne snor til det nyetablerede minivådområde med filtermatrice fuldskala testanlæg ved Hofmansgave ved indvielsen den 26. oktober 2018. Foto: Janne Hansen

Et forbassin samt tre bassiner fyldt med træflis renser drænvandet fra 120 ha landbrugsjord for en stor del af vandets kvælstof og fosfor, inden det ledes ud i Odense Fjord. Foto: Janne Hansen

Et forbassin samt tre bassiner fyldt med træflis renser drænvandet fra 120 ha landbrugsjord for en stor del af vandets kvælstof og fosfor, inden det ledes ud i Odense Fjord. Foto: Janne Hansen

Med indvielsen af det splinternye minivådområde med filtermatrice fuldskala testanlæg ved Hofmansgave den 26. oktober 2018, kan der sættes et hak på ’to do-listen’ i det fireårige projektet, som Miljø- og Fødevareministeriet har bevilget 15 mio. kroner til. Med færdiggørelsen af anlægget ved Hofmansgave er de seks testanlæg, som det var planen at etablere, på plads.  

De seks testanlæg er opført i forskellige geo-regioner og dermed forskellige jord- og vejrforhold. De er designet forskelligt og tilpasset lokale forhold. I disse anlæg kan flere parametre ændres med henblik på at optimere den samlede kvælstofreduktion og minimere eventuelle negative sideeffekter. Afstrømningssæsonen er endnu ikke begyndt, men forskningsprojektet går nu ind i en ny fase: opsamling af data.

Der deltog omkring 45 personer i indvielsen, herunder direktør for Landbrugsstyrelsen Jette Petersen, borgmester for Nordfyns Kommune Morten Andersen, oplandskonsulenter, virksomheder, forskere og myndigheder. Jette Petersen, der klippede snoren, roste Hofmansgave for sin villighed til at gå foran og prøve noget nyt på vegne af hele landbruget.  

- Hofmansgave har det som en del af sin identitet at bidrage til udviklingen inden for landbruget, sagde hun.  

Med den målrettede regulering har landmænd fået mulighed for at tildele mere gødning til afgrøderne. Den mulighed skal forvaltes fornuftigt, så næringsstofferne kommer afgrøderne til gode, uden at påvirke miljøet i negativ retning. Det pointerede godsinspektør Dennis Stentebjerg Hansen: 

- Det værste, der kan ske er, at myndighederne ser, at der bliver en øget udledning af kvælstof efter indførelse af landbrugspakken. Vi landmænd skal være dygtige til at bruge den ekstra tildeling af kvælstof på en fornuftig måde, blandt andet ved at bruge forskellige virkemidler – og være med til at gå forrest. Ellers risikerer vi nye reguleringer.   

Virkemidlet undersøges til bunds

Det er Aarhus Universitet, der på foranledning af Miljø- og Fødevareministeriet står for undersøgelserne i projektet, der omfatter seks minivådområder med filtermatrice testanlæg rundt om i landet. Der bruges i alt 31 mio. kr. på dette projekt, heraf en særbevilling på 15 mio. kr., 12 mio. kr. fra Institut for Agroøkologis andel af myndighedskontrakten samt 4 mio. kr. fra forskningsprojekter, herunder Future Cropping, BufferTech, og iDræn finansieret af bl.a. Innovationsfonden.

Projektet er under ledelse af seniorforsker Finn Plauborg ved Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet, og er et samarbejde mellem Institut for Agroøkologi og Institut for Bioscience.  

Formålet med projektet er at skabe yderligere viden og vurdering af, hvor god denne form for virkemiddel er til at fjerne kvælstof og fosfor – også på lang sigt – og hvordan omkostningseffektiviteten er. Forsknings- og testanlæggene skal også bruges til at undersøge, hvordan eventuelle negative sideeffekter kan minimeres.   

Ved indvielsen på Hofmansgave fortalte Finn Plauborg om det nye anlæg ved Hofmansgave, blandt andet at der allerede er skaffet en del viden om udledningsforholdene på godset i forbindelse med tidligere projekter udført i samarbejde med Seges. Den viden kan der nu bygges videre på. Det nye anlæg kan også bruges som demonstrationsanlæg.  

Anlægget inkluderer et bassin til opmagasinering af vand til udjævning af vandstrømning gennem anlægget og stabilisering af den hydrauliske opholdstid. Drænvand fra 120 ha bliver ledt igennem anlægget, og alt der går ind og ud bliver målt for alle betydende parametre.  


Yderligere oplysninger:

Læs mere om anlægget ved Hofmansgave her

Kontakt
Seniorforsker Finn Plauborg
Institut for Agroøkologi, AU
Email: finn.plauborg@agro.au.dk
Telefon: 8715 7714
Mobil: 2218 1809

Plantedyrkning, Agro, DCA Tema, DCA