Aarhus Universitets segl

Offentligt foredrag om mennesket

Torsdag 11. februar gæster professor Peter Teglberg Madsen AU Foulum og holder foredraget "Menneskedyret homo sapiens: Hvad, hvorfra, hvordan og hvorfor?"

Oplysninger om arrangementet

Tidspunkt

Torsdag 11. februar 2016,  kl. 18:00 - 21:00

Sted

AU Foulum, Blichers Allé 20, 8830 Tjele

Mennesket bliver af stort set alle kulturer set som et enestående toppunkt i en guddommelig skabelsesproces. Videnskabeligt set er homo sapiens dog blot et mellemstort pattedyr med en lang og dramatisk udviklingshistorie, der først i de sidste 30.000 år har spillet en betydelig rolle på jorden.

Vil du vide mere om homo sapiens, så sæt kryds i kalenderen torsdag 11. februar. Her holder professor Peter Teglberg Madsen fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet foredraget "Menneskedyret homo sapiens: Hvad, hvorfra, hvordan og hvorfor?" på universitetets afdeling i Foulum.  

Alle levende dyr på jorden i dag har det samme evolutionære ophav, og mennesket har det tilfælles med andre dyr, at vi skylder en stor tak til en ubrudt række af succesfulde mødre, der over millioner af generationer har skullet finde mad og partnere, overleve katastrofer, tilpasse sig klimaændringer, undgå rovdyr og bekæmpe parasitter.

Menneskets anatomi, fysiologi og adfærd er således alle produkter af mere end en milliard års evolution fra de første flercellede organismer, og vi er derfor i høj grad et tilfældigt udkomme af en broget evolutionsproces, hvor dagens vindere kan være morgendagens tabere.

Vores udviklingshistorie og biologiske baggrund bør derfor være en vigtig del af vores selvforståelse.

Dette foredrag giver et indblik i vores fjerne evolutionshistorie og afdækker, hvilken anatomisk rodebunke menneskekroppen rent faktisk er  - med evolutionære lån fra en lang række af vores forfædres organer, som havde helt andre funktioner end hos os. Desuden giver foredraget eksempler på, hvordan menneskedyrets biologi og forhistorie i høj grad styrer vores adfærd – og altså ikke, som vi normalt foretrækker at tro, vores frie vilje.


Yderligere oplysninger

Tilmelding er nødvendig - tilmeld dig her

 

Læs mere her