Nitratholdigt foder giver udledning af lattergas fra malkekøer

Køer udleder mindre af drivhusgassen metan, når de tildeles nitratholdigt foder. Nu viser nye resultater, at dette til gengæld kan føre til, at køerne udleder mere af drivhusgassen lattergas.

17.06.2015 | Janne Hansen

Tildeling af nitratholdigt foder til køer fører til større udledning af lattergas. Foto: Jesper Rais

Nitratholdigt foder er en ny, lovende metode til at reducere udledningen af metan fra drøvtyggere som køer og får. Fodringsforsøg ved blandt andet Aarhus Universitet har vist, at en væsentlig reduktion kan opnås uden konsekvenser for mælkeydelse eller sundhed.

 

Der er dog en hage ved metoden: fodring med nitratholdigt foder kan også føre til øget udledning af lattergas (N2O). Det viser undersøgelser fra Aarhus Universitet, der for første gang dokumenterer udledning af lattergas direkte fra køer, der fodres med nitratholdigt foder.

 

Ligesom metan er lattergas en drivhusgas, og er derfor nødvendig at medtage i regnskabet for den samlede klimagevinst af nitratfodringen. Undersøgelserne ved Aarhus Universitet viste, at når der blev taget højde for udledningen af lattergas, blev klimagevinsten ved at fodre med nitratholdigt foder reduceret med 10-20 procent.

 

Lattergassen kommer fra køerne

Forskerne undersøgte, hvor stor udledningen af lattergas er, når malkekøer fodres med nitratholdigt foder. De første målinger blev gennemført med et laserinstrument og viste en høj, men meget variabel udledning af lattergas ved høje niveauer af nitrat i foderet. Der var en meget tæt sammenhæng mellem foderindtagelse og lattergas. Det pegede i retning af, at lattergassen kom fra dyrene selv, og ikke fra foderet eller gødningen.

 

Sammenhængen mellem nitrat i foderet og udledning af lattergas fra køerne blev dokumenteret i yderligere to forsøgsperioder med andre kombinationer af dyr og foderblanding. En række andre målinger blev gennemført, som viste, at hverken foder eller gødning kunne være en kilde til lattergas.

 

Køerne, der indgik i forsøget, var vomfistulerede. Det betyder, at de har en luge ind til vommen, så man kan få adgang til vomindholdet ved at skrue låget af lugen og række hånden ind. Forskerne fandt i et separat kontrolforsøg, at lattergas heller ikke blev udledt via køernes vomfistulering.

 

Mekanismerne kendes ikke

- Det er første gang, at lattergasudledning direkte fra køer på nitratholdigt foder dokumenteres, men vi kender endnu ikke mekanismen bag, påpeger seniorforsker Søren O. Petersen fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet.

 

Forskerne målte nitrit i vommen på flere tidspunkter, men der er intet, der tyder på en sammenhæng med udledningen af lattergas. I stedet peger forskerne på denitrifikation i mundhulen som en mulighed.

 

- Det er nødvendigt med flere og mere langvarige fodringsforsøg for at belyse langtidseffekterne af denne strategi til drivhusgasreduktion, siger Søren O. Petersen.

 

Forsøget blev udført i samarbejde med Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet.

 

Resultaterne er publiceret i artiklen ”Dietary nitrate for methane mitigation leads to nitrous oxide emissions from dairy cows”, som er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Journal of Environmental Quality. Artiklen kan læses her.

 

Yderligere oplysninger:

Seniorforsker Søren O. Petersen, Institut for Agroøkologi, telefon 8715 7756, email: soren.o.petersen@agro.au.dk

 

Seniorforsker Peter Lund, Institut for Husdyrvidenskab, telefon 8715 8072, email: peter.lund@anis.au.dk

 

DCA, Kvæg, Natur, miljø og klima, Anis
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 30.05.2016