Når det er bedst at lade være

Ingen eller minimal jordbearbejdning er den bedste strategi mod frøukrudt, fordi omsætningen af ukrudtsfrø er størst på jordoverfladen.

15.12.2016 | Janne Hansen

Spiring af frøukrudt kan holdes ned ved at minimere jordbearbejdningen. Foto: Janne Hansen

Ingen eller minimal jordbearbejdning efter høst er den mest effektive strategi til at reducere frøbanken, fordi omsætningen af ukrudtsfrø er størst på jordoverfladen. Det konstaterer seniorforsker Peter Kryger Jensen fra Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet, på grundlag af en række undersøgelser. 

Du kan høre mere om hans undersøgelserne og resultaterne derfra på Plantekongres 2017, der holdes i Herning den 17.-18. januar 2017, og hvor Peter Kryger Jensen holder et indlæg om effekten af jordbearbejdning på frøukrudt.    

Der er frø i banken

Størrelsen af bestanden af ukrudtsarter, der har frø med kort levedygtighed, er meget afhængige af det årlige frøkast. Frø af hejre-arterne, for eksempel, har så begrænset en levedygtighed, at der typisk kun er minimalt tilbage i frøbanken efter et enkelt år. Derimod har mange tokimbladede ukrudtsarter meget holdbare frø, så deres frøbank kan understøtte en ukrudtsbestand i mange år. 

De fleste af Danmarks vigtige ukrudtsgræsser har frø med en forholdsvis begrænset levedygtighed i frøbanken. Størrelsen af bestanden er derfor meget påvirkelig af den årlige frøproduktion og frøkast fra arterne. 

Det samme gælder de mest almindelige kulturgræsser, der kan optræde som ukrudt i andre afgrøder i sædskiftet. For disse arter gælder, at dyrkningsteknik kan have stor effekt på frøproduktion, frøkast og frøbankernes størrelse, og dermed den potentielle bestand af arterne i sædskifteafgrøder. 

Forskel på frø

Man har undersøgte effekten af stubbearbejdning på omsætningen af frø fra korn, raps og forskellige ukrudtsarter. Her fandt man, at stubharvning straks efter høst er bedst til at mindske problemer med spildkorn, gold hejre (uden halmdække) og blød hejre, hvorimod ingen jordbearbejdning var bedst mod flyvehavre, agerrævehale, vindaks, alm. rajgræs, væselhale, gold hejre (med halmdække) og raps.    

- Forskellen på, hvordan arterne reagerer på stubbearbejdning og dermed indarbejdning i de øvre jordlag, skal formentlig forklares med forskelle i deres primære spirehvile, siger Peter Kryger Jensen. 

Spildkorn fra kornarterne og de to hejre-arter har frø uden eller med meget begrænset primær spirehvile. Når de indarbejdes i jordens øvre lag, vil de spire og frøene forsvinde fra frøbanken. De øvrige ukrudtsarter og raps har frø med primær spirehvile. Når frø i primær spirehvile indarbejdes i jorden, kommer de til at ligge i et stabilt miljø, hvor de er mindre udsatte for faktorer som prædation (dvs. at insekter, fugle og andre spiser frøene), svampeangreb osv. 

For disse arter er det en fordel at undlade jordbearbejdning i en periode efter frøkast og høst. Jo længere frøene er efterladt på jordoverfladen, desto flere frø falder fra undervejs. 

Forsøgene fortsætter

Undersøgelserne af jordbearbejdningens effekt på ukrudtets spireevne fortsætter. 

- Vi udfører simulerede behandlinger, hvor frøprøver placeres i kendt dybde. Parallelt med det udfører vi storskalaforsøg, hvor jorden bearbejdes ned til samme dybde med redskaber, der er relevante i forbindelse med stubbearbejdning, siger Peter Kryger Jensen. Det første års resultater fra både de simulerede behandlinger og storskalforsøgene bliver også præsenteret på plantekongressen i Herning. 

- Resultaterne fra det første år af forsøgene tyder på, at det er muligt at gennemføre en meget øverlig jordbearbejdning efter høst uden at omsætningen af nykastet ukrudtsfrø påvirkes negativt. Redskaber, der bevirker, at der sker en vending af jordlaget må derimod forventes at have en negativ effekt på omsætning af nykastet ukrudtsfrø.


Yderligere oplysninger

Læs mere om Plantekongres 2017

Oplægget er en del af session 16: Bestøvere i sædskiftet, der finder sted onsdag 18. januar kl. 8.30.

Kontakt
Seniorforsker Peter Kryger Jensen
Institut for Agroøkologi, AU
E-mail: PKJ@agro.au.dk
Telefon: 8715 8195

Sustainable Pest Management – eller bæredygtig plantebeskyttelse - er et af de forskningsområder, hvor Institut for Agroøkologi har en særlig styrke, og hvorfra der leveres resultater i tråd med nationale og globale samfundsmæssige udfordringer og målsætninger.

 

 

 

 

 

t�y[�҄ 

Agro, DCA, Plantedyrkning, Konference, Plantekongres