Kom til indvielse af nyt testanlæg til afprøvning af minivådområder med filtermatrice

For at reducere udledning af kvælstof fra landbruget til miljøet er der en række mulige virkemidler. For at skaffe mere viden om minivådområder med filtermatrice som virkemiddel er der etableret et fuldskala test- og pilotanlæg, som nu indvies.

05.05.2018 | Janne Hansen

Et fuldskala testanlæg for minivådområde med filtermatrice indvies 14. juni 2018 og alle er velkommen til at deltage. Foto: Janne Hansen

Det første spadestik til etablering af et nyt, fuldskala pilot- og testanlæg for minivådområde med matrice blev taget ved Gyldenholm Gods på Sydvestsjælland i 2017. Nu er anlægget klar til at komme i brug, og det markeres med en indvielse 14. juni 2018, hvor alle er velkommen.  

Anlægget skal være med til at skabe yderligere viden og vurdering af, hvor gode minivådområder med matrice er til at fjerne kvælstof – også på lang sigt – og hvordan omkostningseffektiviteten er.   

Etablering af anlægget ved Gyldenholm Gods er en del af et fireårigt projektet, som Miljø- og Fødevareministeriet har bevilget 15 mio. kroner til. Projektet, der ledes af seniorforsker Finn Plauborg ved Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet, er et samarbejde mellem Institut for Agroøkologi og Institut for Bioscience.   

Planen at etablere minivådområder med matrice forskellige steder i landet. Formålet er at arbejde med design af anlæggene med henblik på at opnå en maksimal kvælstofeffekt for lokaliteten. Kvælstofeffekten er afhængig af temperatur og hydraulisk opholdstid, dvs. mængden af vand pr. tidsenhed, der føres gennem det pågældende anlæg.   

Det nye forsøgsanlæg ligger i et område med systemdrænet opland. I forbindelse med et tidligere projekt finansieret af Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP), foreligger der allerede dokumentation for den relevante mængde af vand og kvælstof gennem hoveddrænet ved Gyldenholm Gods.   

Anlægget modtager vand fra 120 ha opland og er i sin vanddynamik væsentligt forskelligt i afstrømningsmønster og mængder end et allerede eksisterende forsøgsanlæg i Gjern, som en stor del af den hidtidige viden om minivådområder med matrice under danske forhold bygger på.  

- Anlægget ved Gyldenholm Gods kommer til at afspejle nogle af de udfordringer, som kan opstå i forbindelse med minivådområder med matrice – og forhåbentlig også medføre forslag til, hvordan disse udfordringer kan tackles, siger Finn Plauborg.  


Læs mere om og tilmeld dig indvielsen her


Indvielsen foregår i forlængelse af konferencen Kvælstofregulering på basis af lokale målinger

Agro, Plantedyrkning, Arrangement, DCA