Jordens Dag sætter fokus på livets grundlag: jorden

Forskning ved Aarhus Universitet bidrager til at redde vores dyrkningsjord, der er under stærkt pres. Den verdensomspændende Jordens Dag 5. december sætter fokus på jordkvaliteten.

28.11.2016 | Janne Hansen

Jordens Dag den 5. december sætter fokus på vores livsgrundlag: dyrkningsjorden. Det gør forskere fra Aarhus Universitet også til dagligt. Foto: Janne Hansen

Hvert år den 5. december markerer FN Jordens Dag (World Soil Day) for at sætte fokus på dyrkningsjordens rolle for fødevareforsyning og miljøbeskyttelse. På Aarhus Universitet har forskere fokus på jordens kvalitet hele året – blandt andet i det europæiske forskningsprojektet RECARE, der ledes af Wageningen Universitet i Holland. 

- Svaret på udfordringer som fødevareforsyning, oversvømmelser og klimaændringer ligger i jorden. Jorden – klodens skrøbelige, tynde skorpe – er kompleks og stadig ikke forstået til fulde, men hvert år bidrager videnskabelig forskning til øget indsigt i jordens betydning for vores liv på kloden, siger seniorforsker Per Schjønning fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet. 

Han leder et case studie i RECARE, der har til formål at finde praktiske svar på udfordringen at bevare en frugtbar jord. Projektet omfatter over 20 europæiske lande fra Island i nord til Cypern i syd. 

I de første år har projektet haft fokus på at udpege de bedst mulige dyrkningsmetoder til at undgå forringelse af jorden. I Danmark har Aarhus Universitet i samarbejde med virksomheden AgroIntelli undersøgt jordpakningsproblemet. Gennem to workshops blev mulige løsninger diskuteret med landmænd, konsulenter, maskinindustrien, maskinstationerne, miljøorganisationer og erhvervsorganisationer samt repræsentanter fra Miljø- og Fødevareministeriet.  

På basis af sådanne konsultationer mellem forskere og andre interessenter gennemføres nu en række markforsøg i både den danske case omkring jordpakning og i samtlige andre case studies i projektet (herunder erosion, tab af organisk stof, forurening, ørkendannelse og jordskred). 

- RECARE er et spændende og yderst relevant projekt at deltage i. Vi arbejdede også med jordpakning forud for projektet. RECARE’s koncept med at inddrage interessenter ud over forskere har givet værdifulde erfaringsudvekslinger, der vil være helt centrale i projektets sidste del, som sigter mod generelle forslag til afhjælpning af pakningsproblemet, herunder mulig EU-regulering af trafik i marken. De opnåede resultater vil således få betydning for hele EU, siger Per Schjønning. 

Du kan se materiale fra de danske workshops og foreløbige resultater fra markforsøg her og på videoen her

 

Læs om Jordens Dag her.


Yderligere oplysninger:

Seniorforsker Per Schjønning, Institut for Agroøkologi, telefon: 8715 7725, e-mail: per.schjonning@agro.au.dk

 

 

Agro, DCA, Plantedyrkning