Fra projektforløb i Foulum til flot finaleplads i Forum

Gymnasieelev Ala Ghalib Hashim er, med sit studieretningsprojekt om bioaktive stoffer i mælk og celledeling, udført ved Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet, blevet udtaget til finalen i talentkonkurrencen ”Unge forskere 2017” i Forum i København.

19.04.2017 | Linda Søndergaard Sørensen

Med sit projekt om bioaktive stoffer i mælk og celledeling er Ala Ghalib Hashim (tv.) nu blandt de otte finalister i talentkonkurrencen "Unge forskere 2017", som skal med til Forum i København den 23. -25. april.

Med ordene ”En original og relevant problemstilling med potentielt stor betydning for mange mennesker” blev 18 årige Ala Ghalib Hashim fra 3.g på Hasseris Gymnasium i Aalborg udvalgt blandt de otte forskertalenter, som skal deltage i Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence ”Unge forskere 2017”, som afholdes i Forum i København den 23. – 25. april 2017.

Ala har fulgt studieretningsprojektet ”Bioaktive stoffer i mælk”, som Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet udbyder til gymnasieelever i 3. g. På den baggrund har hun deltaget i talentkonkurrencen, hvor hendes projekt er blevet udtaget blandt 1700 andre projekter. Den 20. marts var hun blandt de 40 unge talenter, som deltog i semifinalen. Her fik hun fremlagt sit projekt over for en jury bestående af 12 medlemmer repræsenterende både erhvervsliv, universiteter og gymnasier, på så overbevisende en måde, at hun nu skal til finalen i Forum i København.

Du kan se eller gense Ala’s udtagelse til talentkonkurrencefinalen på TV2 Nord.

Den landsdækkende talentkonkurrence arrangeres af Det nationale Center for læring i natur, teknik og sundhed, ASTRA. Centret arbejder for at give børn og unge mulighed for at arbejde med naturvidenskab på en vedkommende måde.  

Ud over det aktuelle studieretnings(SRP)-projekt ”Bioaktive stoffer i mælk”, som Ala har fulgt, og som seniorforsker Stig Purup er ansvarlig for, udbyder Institut for Husdyrvidenskab også projektet ”Forplantningsteknikker hos dyr og mennesker – biologi, teknik og etik”. Begge SRP-forløb afholdes om efteråret.

 

Flere oplysninger

Stig Purup, Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet

E-mail: Stig.Purup@anis.au.dk  

Anis