Aarhus Universitets segl

Forskning med heste vises frem ved åbent hus

25 islandske heste, der indgår i et specialeprojekt, er blandt aktiviteterne, som fremvises i forbindelse med åbent landbrug og indvielsen af ny økohal på AU Foulum i september.

To specialestuderende skal den kommende tid arbejde med 25 islandske heste. Hestene vises frem i forbindelse med Åbent Landbrug og indvielse af en ny økohal på AU Foulum. Foto: Søren Tobberup Hansen, AU

Når dørene på AU Foulum i midten af september slås op til indvielsen af en ny økohal og åbent landbrug et par dage senere, fremvises blandt andet 25 islandske heste, som indgår i et specialeprojekt.

Det er den kandidatstuderende Anna Marsbøll, som skal i gang med et adfærdsforsøg.

- Jeg efterlyste med hjælp fra Dansk Islandshesteforening ejere af 3-årige islandske heste og har fået mange henvendelser, så det er lykkedes at samle 25 heste og det er jeg rigtig glad for, siger Anna Marsbøll.

Omdrejningspunktet for hendes speciale er hestes reaktioner i objektive frygttests.

- Jeg skal i specialet undersøge, hvordan håndtering af ungheste påvirker deres reaktioner i objektive frygttests. Resultaterne af undersøgelserne vil blandt andet kunne bruges i implementeringen af temperamentstests i f.eks. avlsvurderingen af heste, forklarer Anna Marsbøll, der både den 13. september ved indvielsen af den ny økohal ved AU Foulum og igen i forbindelse med åbent landbrug på den 16. september, vil fortælle interesserede om intentionen med sit speciale og arbejdet med de mange heste.

Ved udførelsen af de forskellige frygttests er det Anna Marsbølls hensigt at registrere både adfærdsmæssige og fysiologiske reaktioner.

- Et forsøg kan typisk være, at vi først lærer hestene at gå hen til en foderbalje og æde. Derefter placeres et for hestene ukendt objekt ved siden af baljen, og hestenes reaktioner registreres når de næste gang har adgang til baljen Den ene halvdel af hestene trænes efter et standardiseret træningsprogram og den anden halvdel fungerer som kontrolgruppe uden træning. Målet er, at vi får undersøgt sammenhængen mellem træning af heste og deres frygtreaktioner, forklarer Anna Marsbøll.

Hun glæder sig rigtig meget over udsigten til at arbejde med adfærd hos heste i den kommende tid.

- Jeg læser på kandidatuddannelsen Agrobiologi på Aarhus Universitet og da jeg fik muligheden for at arbejde med adfærd hos heste greb jeg den, forklarer Anna Marsbøll, der også skrev bachelorprojekt om heste.

Foruden Anna Marsbøll skal kandidatstuderende Maria Rørvang også arbejde med de 25 heste. Hun skal i sit specialeprojekt undersøge social indlæring hos heste.

Yderligere oplysninger: Forsker Janne Winther Christensen, email: JanneWinther.Christensen@agrsci.dk     

Læs mere om Åbent Landbrug på AU Foulum
Læs mere om indvielse af økohal på AU Foulum