Forebyggelse af halebid kræver en ekstra indsats

Ny forskning peger på, at landmanden skal have flere forebyggende midler i brug for at forebygge halebid hos slagtesvin, specielt hvis han opdrætter grise med intakte haler. Ud over risikoreduktion kan det være nødvendigt at inddrage varslingsstrategier for at hindre haleskader.

14.05.2018 | Mona Lilian Vestbjerg Larsen og Linda S. Sørensen

Billedet viser en sti, hvor der er foretaget risikoreduktion ved opdræt af grise med ukuperede haler. Det vil sige, at grisene har fået halm og en lavere belægningsgrad og har krølle på halen. Foto: Mona Lilian V. Larsen

Her ses ændring i halepositur - halen hænger nedad mellem benene - hvilket er en typisk adfærdsændring forud for problemer med halebid. Foto: Mona Lilian V. Larsen

En af udfordringerne i produktionen af slagtesvin er forekomsten af halebid, som kan resultere i seriøse haleskader. Halebid er smertefuldt og et tegn på nedsat dyrevelfærd hos grisene, samt et økonomisk problem for landmanden. Derfor er forebyggelse af halebid vigtigt og i alles interesse. Endnu bruges halekupering som det primære forebyggende middel mod halebid. Dette er dog ikke en optimal løsning, da halekupering også er smertefuldt for grisene.

Nye undersøgelser ved Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet viser, at hvis halmtildeling og lavere belægningsgrad kombineres i slagtesvinestien nedsættes risikoen for haleskader på tilsvarende vis, som hvis grisene havde været halekuperede. Forskningen viser også, at andre strategier, som eksempelvis varsling forud for udbrud af halebid, kan være nødvendige for at undgå haleskader. 

Risikoreduktion

EU lovgivningen tillader ikke rutinemæssig halekupering af grise, og kræver, at grisenes miljø forbedres i henhold til deres behov inden der tyes til halekupering. Dette kan gøres ved at fjerne kendte risikofaktorer for halebid. Tidligere studier har undersøgt effekten af at fjerne risikofaktorer enkeltvis, men ikke risikofaktorernes relative effekt sammenlignet med halekupering. Netop sådanne undersøgelser kan være specielt vigtige for at komme fordommen om, at slagtesvin ikke kan opdrættes uden halekupering, til livs. 

Effekt af halekupering, halm og belægningsgrad

Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet har netop afsluttet en undersøgelse, hvor effekten af halekupering, tildeling af halm (150 g/gris/dag) og nedsættelse af belægningen blev sammenlignet i forhold til risikoen for haleskade i slagtesvinestier. Resultaterne viste, at alle tre midler enkeltvis nedsatte risikoen for haleskade og at kombinationer af midlerne nedsatte risikoen for haleskade yderligere. Når midlerne blev sammenlignet enkeltvis, viste halekupering sig at være mest effektiv. Dog faldt risikoen for haleskade til samme niveau som ved halekupering, hvis tildelingen af halm og reduceret belægningsgrad blev kombineret.

Konklusionen på undersøgelsen var derfor, at det sandsynligvis vil kræve en kombination af alternative forbyggende midler for at kunne erstatte halekupering. Forebyggelse af halebid ved opdræt af grise med intakte haler vil altså kræve en ekstra indsats af landmanden. 

Tidlig varsling

Ovenstående undersøgelse viste desuden, at selv ikke en kombination af alle tre forebyggende midler helt fjernede risikoen for haleskade. Dette resultat understreger, at det også er værd at undersøge andre strategier til forebyggelse af halebid. Samme undersøgelse satte derfor også fokus på tidlig varsling af halebid. Formålet med denne strategi er at informere landmanden om, hvilke stier der er i høj risiko for at udvikle fremtidig haleskade. Det kan hjælpe landmanden med at sætte fokus på bestemte stier med høj risiko for fremtidig haleskade og igangsætte tiltag (interventioner) i disse stier baseret på egne erfaringer om, hvad der virker i egen besætning. Dermed kan landmanden gribe tidligt ind og hindre, at halebid udvikler sig til haleskader.

Observation af adfærdsændringer forud for haleskader

Undersøgelsen fokuserede på adfærdsændringer i dagene op til haleskade, og fandt at grisenes manipulation af træstokke, aktivitetsniveau samt halepositur i stier med haleskade afveg fra stier uden haleskade. Dog var ændringerne ikke tydelige nok til, at landmanden ville kunne observere disse direkte i stalden. Næste skridt i udviklingen af denne strategi vil derfor være at udvikle automatiske værktøjer til at observere disse typer af adfærd i slagtesvinestier.

Alt i alt viste undersøgelsen, at risikoreduktion, her i form af halmtildeling og lavere belægningsgrad, er en effektiv strategi til at forebygge halebid, samt at der sandsynligvis skal en kombination af disse forbyggende midler til for at erstatte halekupering. Dog er det også nødvendigt at undersøge alternative strategier, såsom tidlig varsling af halebid, specielt for produktion af grise med intakte haler. 


Flere oplysninger

Postdoc Mona Lilian Vestbjerg Larsen, Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet, e-mail: mona@anis.au.dk

Anis, Svin, DCA