Aarhus Universitets segl

Food Festival 2016

Aarhus Universitet gentager successen og er igen i år at finde på Food Festivalen i Aarhus. Her kan du opleve fødevareforskningen på tæt hold – og sætte dine sanser på prøve.

Oplysninger om arrangementet

Tidspunkt

fredag 2. september 2016, kl. 10:00 - søndag 4. september 2016, kl. 16:00

Sted

Tangkrogen, 8000 Aarhus C

Når Nordens største madbegivenhed, Food Festival, løber af stablen i Aarhus den første weekend i september, er Aarhus Universitet traditionen tro også at finde på pladsen. Her vil forskere fra Institut for Fødevarer stå klar til at give gæsterne et indblik i fødevareforskningen og fortælle mere om produktionen af den mad, som vi alle er afhængige af hver dag.

Igen i år bliver publikum en aktiv del af aktiviteterne på festivalen, og særligt gæsternes smagsløg og duftesans kommer på prøve i AUs telt.

En af de ting, som gæsterne bl.a. kan høre mere om, er sensorik, der i korte træk dækker over, hvordan vi mennesker via vores sanser opfatter mad og drikke. Kig forbi og – og hjælp forskerne med at bedømme nogle af de produkter, de arbejder med.

Du har også mulighed for at se og smage på produkter, der er farvet med naturlige, plantebaserede farvestoffer.

Der er på alle måder lagt op til en festival, hvor forskere og forbrugere mødes – og hvor alle sanser og hjerneceller kan komme i spil.

AU-FOOD Food Festival 2016 aktiviteter

Du kan høre mere om følgende projekter på AU Foods stand:

Naturlige farvestoffer
Der er en stigende interesse for anvendelsen af naturlige farvestoffer, drevet af en stigende efterspørgsel på naturlige fødevarer. På standen vil det være muligt at lære om naturlige farvestoffer og høre om den forskning, der foregår på området. Det vil også være muligt at se og smage produkter farvet med naturlige farvestoffer.

Hvidblomstret raps er din nye salat
Raps er normalt ikke noget, vi forbinder med føde til mennesker, men med udviklingen af nye sorter med hvide blomster, har vi også fået nye unikke fødevareprodukter. Kig forbi standen og hør mere om den nye salat, der er en mellemting mellem rucola og spidskål. 

Hvad du ikke ved om løg
Løg er en vigtig grønsag. Ved høst er overfladen fugtig. Derfor skal løg tørres, så løghalsen lukker og produktet bliver lagerstabilt. Men råd giver anledning til store lagertab. Forskere på AU undersøger pt., hvordan man kan undgå, at flere ton løg går til spilde hvert år. På Food Festivalen får du mulighed for at dufte til forskellige sygdomme på løg. 

Leg med mad og sanser i sensorik og forbrugervidenskab
Det at spise og drikke er en sanselig oplevelse, som inddrager informationer fra alle vores sanser på samme tid. I sensorik beskæftiger forskerne sig netop med, hvordan vi mennesker opfatter mad og drikke. Kom og hør om sensorik og hjælp forskerne med at vurdere en række produkter.

Mindre jordpakning i fødevareproduktionen: Faste kørespor i marken
Økologisk jordbrug har det mål at reducere den negative effekt på miljøet ved at undgå brugen af syntetisk gødning og pesticider. Men tunge maskiner kan være årsag til nedsat jordkvalitet og jordpakning, der kan hæmme rodvækst og udbyttet ved høst. Derfor er forskere ved AU i gang med at undersøge effekten af faste kørespor i marken på jordens struktur og udbyttet af grøntsager. 

Bæredygtig produktion af danske bær og højværdiafgrøder
Den danske produktion af bær er i hård konkurrence med billige bær fra udlandet. Det er vigtigt, at de danske bæravlere har fokus på kvalitet, bæredygtighed og specialprodukter, hvis de skal øge deres konkurrencedygtighed. Fødevareforskere arbejder derfor med bærproduktionen fra forskellige vinkler – både i marken og i forarbejdningen. Kom og hør mere om de nye dyrkningstiltag og smag på nye bærkulturer og højværdiprodukter.

Planteingredienser til sundere kødprodukter
Plantemateriale fra bær og frugt samt krydderurter og grønsager er gode kilder til indholdsstoffer med antimikrobiel og antioxidativ virkning. På standen kan du høre mere om de plantearter og indholdsstoffer, som undersøges nærmere for deres egnethed til anvendelse som antimikrobiel og antioxidativ ingrediens i kødprodukter.   

Beeliving
Søndag 4. september kan du også deltage i et forbrugerstudie med forskellige honningprodukter.

Yderligere oplysninger

Food Festival 2016, Tangkrogen, Marselisborg Havnevej 1, 8000 Aarhus C

Aarhus Universitet holder til i området Madeksperimentariet.

Åbningstider: Fredag 2. september kl. 13-19, lørdag 3. september kl. 10-19 og søndag 4. september kl. 10-17.