FN estimerer, at Jorden i 2050 er befolket af mere end ni milliarder mennesker. En voksende befolkning koblet med generel økonomisk vækst betyder, at behovet for flere fødevarer og landbrugsprodukter vil vokse markant. Men hvordan øges fødevareproduktionen – uden at opdyrke mere jord og forarme natur og miljø?

Det var det store spørgsmål, da Aarhus Universitet og Videncentret for Landbrug fredag den 24. oktober inviterede 30 repræsentanter fra forskning, branchen og myndigheder i både Danmark og EU til at diskutere fremtidens bæredygtige landbrug under overskriften Sustainable Intensification of European Agriculture. Perspektiverne og synspunkterne var mange, men der var gennemgående enighed om, at forandringer i landbrugets nuværende produktionssystemer er nødvendige.

Jord er ikke bare jord

Omdrejningspunktet for mødet var en rapport om bæredygtig intensivering af europæiske landbrug. Rapporten er udgivet af organisationen RISE Foundation tidligere på året og argumenterer for, at der i fremtiden vil være behov for flere fødevarer, men at det både på europæisk og globalt plan er problematisk at inddrage flere naturarealer til landbrugsproduktion. Løsningen er derfor at udvikle nye måder til at intensivere produktionen på eksisterende arealer - uden at skade dyrkningsjorden, biodiversitet, klima og miljø – og samtidig stræbe efter at skabe synergi imellem intensiveret produktion og understøttelse af andre funktioner i økosystemet.

Blandt talerne var en af hovedforfatterne til rapporten, professor Winfried Blum fra BOKO University i Wien.

På baggrund af 20.000 jordprøver har han delt jorden i Europa ind i områder, alt efter om man i det pågældende område kan intensivere eller bør ekstensivere den nuværende produktion. Prøverne giver et billede af variationerne i jordens evne til at udnytte og fastholde næringsstoffer, og Winfried Blum argumenterede på mødet for, at der er behov for at differentiere anvendelse af landbrugsarealet ved at se på forskellige jordtypers robusthed.

Resultaterne af den store undersøgelse viser, at det er muligt at intensivere 44 procent af den europæiske jord. Samtidig har en betragtelig del af EU's areal ifølge Blum ikke potentiale til en yderligere intensivering, da jorden ikke er robust nok. For Danmarks vedkommende er vurderingen, at der er potentiale for yderligere bæredygtig intensivering af 27,1 procent af landbrugsarealet, mens 1,3 procent bør ekstensiveres. Winfried Blum anslår tillige, at 21,1 procent af det danske areal kan være genstand for en intensivering under visse restriktioner, mens det ikke anbefales at røre ved de resterende godt 50 procent.

Jordanalyser er ikke nok

Den store undersøgelse vakte debat blandt deltagerne – og selv om der var bred interesse for mulighederne for kortlægning af jordkvalitet, blev det pointeret, at andre forhold også spiller ind, når man diskuterer bæredygtig intensivering og skal overveje, hvilke arealer der bør ekstensiveres.

I et indlæg gennemgik Irene Wiborg fra Videncentret for Landbrug anbefalinger fra Natur- og Landbrugskommissionen (NLK), som ligeledes peger på behovet for at intensivere dyrkningen i robuste områder og tilsvarende ekstensivere dyrkningen i andre. Anbefalingerne angiver dog også, at der er behov for en mere nuanceret kortlægning end den, forholdsvis simple jordanalyser kan give. Ikke alle initiativer er lige relevante alle steder, og der er behov for bedre begrundelser for, hvilke arealer der kan intensiveres, og hvilke der skal ekstensiveres.

Et andet vigtigt emne i debatten var nye muligheder for håndtering af gødning. I Danmark har der i flere årtier været fokus på at reducere tab af kvælstof til vandmiljøet. Det er sket ved at fastlægge normer for anvendelse af kvælstof, som har medført, at man nu ligger under det økonomiske optimum. Ved mødet pegede Videncentret bl.a. på, at det er unødvendigt kostbart for både samfund og landbrug, og at det har medført faldne hvedeudbytter og nedslidning i muldlaget. Det blev fremført, at der er behov for at kunne øge kvælstoftildelingen i områder, hvor man via data kan se, at det ikke vil belaste miljøet yderligere, og nye arealdifferentierende regler vil i den henseende give landmændene mulighed for at producere både flere og bedre råvarer.

Behov for at gentænke systemerne

En anden af hovedtalerne ved mødet var professor Allan Buckwell fra Institute for European Environmental Policy (IEEP) i London. Han har ligeledes bidraget til RISE-rapporten og pointerede på mødet, at bæredygtig intensivering kræver mere viden. Buckwell ser netop bæredygtig intensivering som et middel til at imødegå den globale inddragelse af naturarealer og forklarede derfor, at intensivering som begreb har behov for en bedre klang. Det kan ske ved at associere begrebet med ”viden per hektar”. Med andre ord skal intensivering bygge på viden om lokale forhold, hvilket muliggør øget ressourceeffektivitet.

Flere pointerede desuden vigtigheden af at tænke på de landmænd, hvis jord ifølge data ikke er egnet til intensivering. Hvem skal betale for deres manglende indtjening – og er EU-subsider en mulighed? Her blev dyrkningen af flerårige afgrøder påtalt som en mulig løsning, der på sigt både kan mindske importen af sojaprotein og give landmænd en mulighed for stadig at drive landbrug.

I sit indlæg fortalte forskningsleder John Erik Hermansen fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet således om forskningsinitiativet BioBase. Her ser forskere på, hvordan man skaber en bæredygtig og biobaseret produktion af blandt andet energi/brændstoffer og nye foderprodukter, uden at det går ud over fødevareproduktionen. Produktionen af biomasse baseret på flerårige afgrøder, især kløvergræs, vil i forhold til intensiveret korndyrkning kunne forbedre sædskiftet og give større biodiversitet og jordfrugtbarhed. Ved dyrkningen af de flerårige afgrøder er kvælstofudvaskning desuden reduceret, og der er et langt mindre behov for at anvende pesticider.

Mulighederne for at udvikle metoder til at udvinde protein af grøn biomasse gør det dels muligt at intensivere fødevareproduktionen på jorde, hvor en mere intensiv korndyrkning ville være problematisk for miljøet. Til gengæld ville den ”gode” kornjord kunne anvendes til en intensiveret, men alligevel mere bæredygtig korndyrkning. Udfordringen er imidlertid, at der mangler effektive muligheder for bioraffinering, og her har forskningen en stor opgave at løse.

Andre advarede imidlertid mod de globale konsekvenser af øget europæisk produktion af proteinafgrøder. Argumentet var, at reduceret kornproduktion i EU risikerer at føre til indirekte arealforskydninger i andre egne af verden, hvilket kan medføre øget kornproduktion i områder, hvor de naturlige forhold ikke er egnet til en sådan produktion. Der blev således stillet spørgsmålstegn ved, om en øget europæisk produktion af proteinafgrøder er ønskværdig set i et globalt perspektiv.

Tænk på helheden

På mødet kom deltagerne således vidt omkring, og et simpelt svar på det store spørgsmål om, hvordan man bedst kombinerer øget fødevareproduktion med minimal miljøpåvirkning, kom ikke.

Det blev understreget flere gange, at der er behov for differentieret miljøregulering og kortlægning af arealer på bedriftsniveau. Det blev samtidig kraftigt påpeget, at andre parametre end jordbonitet også er afgørende for bæredygtig intensivering – eksempelvis vandstrømme, arealforvaltning, afgrødevalg og sædskifte. Desuden er det væsentligt at holde fast i, at bæredygtig intensivering i Europa, som beskrevet i rapporten, skal fokusere på bæredygtig omgang med naturgrundlaget og på at intensivere ved at bruge mere og bedre viden per hektar.

Konklusionen på mødet blev derfor, at der er behov for mere forskning, kortlægning og for større fokus på bæredygtig intensivering.  

YDERLIGERE OPLYSNINGER

Niels Halberg
Centerleder, DCA
E-mail: Niels.Halberg@icrofs.org
Tlf.: 8715 8037
Mobil: 29630093